Usikre tal om dovne kvinder på kontanthjælp
Danmarks Statistik angriber artikel i Jyllands-Posten, der konkluderer, at hver tredje kvinde på kontanthjælp ikke gider arbejde. Tallene er meget usikre, lyder det.
Danmarks Statistik angriber artikel i Jyllands-Posten, der konkluderer, at hver tredje kvinde på kontanthjælp ikke gider arbejde. Tallene er meget usikre, lyder det.
”Hver tredje kvinde på kontanthjælp vil ikke have et arbejde”.
Den bemærkelsesværdige overskrift på forsiden af tirsdagens udgave af Jyllands-posten landede med et brag i dagens nyhedscirkus og kulminerede med, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) flere gange måtte svare på spørgsmål om emnet ved sit pressemøde.
Men ifølge Danmarks Statistik, hvis data ligger til grund for den bemærkelsesværdige nyhed, er tallene forbundet med meget stor statistisk usikkerhed. En usikkerhed som avisen ikke nævner nogle steder i de to artikler. Her fremhæves det tværtimod, at tallene baserer sig på 15.000 personer.
Men det er en sandhed med modifikationer, lyder det fra Danmarks Statistik, som kritiserer avisens konklusioner.
15.000 blev til 249
- Reelt blev kun 249 personer adspurgt i undersøgelsen. Og tallene fra den gruppe kvinder, som artiklen nævner, er baseret på 34 svar. Når man opregner det, giver det en statistisk usikkerhed på ti procentpoint, forklarer Niels Ploug, afdelingsdirektør for Personstatik i etatens statistikhjerne.
Det betyder, at andelen på 33,9 pct. kvindelige kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1, som ifølge artiklen ikke gider arbejde, ligeså godt kunne være 23,9 eller 43,9 pct, forklarer Niels Ploug. Altså en betydelig usikkerhed, som kan rykke historiens pointe i hver sin retning.
Arbejdsgiverforening: Tallene holder stadig
Det er Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som har trukket den bemærkelsesværdige procentsats ud af undersøgelsen fra Danmarks Statistik og sendt konklusionerne videre til Jyllands-posten. Ifølge DA blev Jyllands-Posten da også informeret om usikkerheden, men det ændrer ikke på, at analysen udstiller et problem, mener Erik Simonsen underdirektør i DA.
- Om det er 23,9 eller 43,9 pct. af de kvindelige kontanthjælpsmodtagere, som ikke vil arbejde, ændrer ikke på, at det er meget alarmerende tal. Og så hæfter vi os ved, at undersøgelsen med meget lille usikkerhed viser, at hver anden person på kontanthjælp i matchgruppe 1 reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, forklarer Erik Simonsen til Berlingske.
Journalist ærgrer sig
Hos Jyllands-Posten er journalisten bag artiklerne, Mads Bonde Broberg, ærgerlig over kritikken.
- Artiklen er baseret på tal, vi har fået fra Dansk Arbejdsgiverforening. Jeg regnede med, at når tallene kom fra Danmarks Statistik, så var det rigtigt. Men jeg vil nok tjekke en ekstra gang fremover,« siger Mads Bonde Broberg til Journalisten.dk.
- Det irriterende er faktisk, at hvis tallet havde været en fjerdedel, havde det været en lige så god historie. Men det er selvfølgelig ikke sikkert, den kom på forsiden, hvis vi havde vidst, der kun var 250 adspurgte. I så fald ville vi også have tjekket det statistiske belæg med f.eks. Danmarks Statistik. Men historien peger stadig på, at der er nogle folk, der ikke gider arbejde. Det interessante er, at det er en relativ stor del,« siger han til Journalisten.dk.