Der er ikke engang tale om hele rapporten på over 6000 sider.
Foreløbig er det blot et kortere sammendrag på omkring 500 sider. Og et sammendrag, der - med en række afgørende overstregninger - fortsat vil holde på en del hemmeligheder.
Alligevel er indholdet i en længe ventet rapport om grove afhøringer og tortur orkestreret i de mørke kroge af verden af CIA så alvorlig, at amerikanske gidsler er i direkte fare for at blive henrettet, oplyser amerikanske medier.
»Man frygter, at militante islamistiske grupper med amerikanske gidsler vil henrette gidslerne, så snart rapporten er frigivet,« hedder det i et telegram fra nyhedsbureauet Reuters, der henviser til en kilde i den amerikanske administration.
Mindst tre amerikanere holdes på nuværende tidspunkt som gidsler hos Islamisk Stat. Rapporten ventes offentliggjort senere i dag eller i nat dansk tid.
Vold og død
Amerikanerne har de seneste måneder forberedt sig på offentliggørelsen af rapporten, og det betyder blandt andet forøget sikkerhed på ambassaderne rundt omkring i verden.
Den amerikanske udenrigsminister John Kerry har sagt, at rapporten vil direkte skade USAs forhold til andre mellemøstlige lande, mens andre har påpeget, at det formentlig er torturen - og ikke rapporten - der vil være baggrunden for et eventuelt forringet forhold.
Mike Rogers, den republikanske formand for efterretningskomiteen - House Intelligence Committee - i Repræsentanternes Hus sagde søndag, at offentliggørelsen var »en frygtelig idé«.
»Flere udenlandske ledere har henvendt sig til vores regering, og de har sagt: 'Hvis I gør dette, så vil det føre til vold og død'. Vores egne efterretningstjenester har også vurderet, at dette vil føre til vold og død,« sagde Mike Rogers.
Fangetransport
Indholdet af rapporten er endnu ikke kendt, men der er tale om en tilsyneladende relativt detaljeret gennemgang af de afhøringsmetoder, som CIA har benyttet. Blandt andet skal fanger været blevet ledt til at tro, at de skulle henrettes.
Den amerikanske præsident Barack Obama har allerede oplyst, at han betragter afhørings-metoderne som »tortur,« mens den tidligere præsident George W. Bush har forsvaret CIA og kaldt de centrale personer i afhøringerne for »patrioter«.
»Vi er heldige, at vi har mænd og kvinder, hos CIA, der arbejder hårdt på vores vegne,« sagde Bush til CNN.
»De er patrioter og uanset, hvad rapporten siger, så er det helt uacceptabelt, hvis indholdet på nogen måde forsøger at nedtone værdien af deres arbejde for vores land,« sagde Bush.
Rapporten ventes at indeholde nye afsløringer om CIA's hemmelige fængsler i Polen, Thailand og Afghanistan, mens det endnu er usikkert om der er nyt om en eventuel dansk forbindelse.
En tidligere rapport fra Open Society Foundation - ledet af mangemillionæren George Soros - fandt, at mindst 54 lande har hjulpet amerikanerne med ulovlige afhøringer i tiden efter terrorangrebene den 11. september. Ifølge rapporten fra menneskerettighedsgruppen er Danmark ét af disse lande, da amerikanerne foretog fangetransport over Grønland og Danmark.