Det skriver Bloomberg News med henvisning til Brasiliens TV-station Globo TV og dokumenter lækket af whistlebloweren Edward Snowden.

Tirsdag aften tonede det brasilianske magasin »Fantastico« frem på skærmen med slides fra en NSA-præsentation i 2012, der beskriver, hvordan NSA skulle være i stand til at skaffe sig adgang til eksempelvis Petrobras' interne netværk.

Ifølge den brasilianske præsident Dilma Rousseff er der tale om industrispionage, da Petrobras på ingen måde er til fare for USA's nationale sikkerhed.

»Hvis de beskyldninger, som pressen har fremlagt, bliver bekræftet, vil det være tydeligt, at motivet for forsøg på overtrædelser og spionage ikke er sikkerhed eller anti-terror, men økonomiske og strategiske interesser,« sagde præsidenten ifølge Bloomberg News, og forsikrede om, at den brasilianske regering forsøger at få klarhed fra USA i sagen.

Præsidenten har tidligere udmeldt, at den amerikanske sikkerhedsrådgiver Susan Rice ville tage kontakt til præsidenten 11. september. Brasilien vil nu tage emnet op i FN og andre internationale organisationer.

Ifølge TV-stationens præsentation har NSA også været i stand til at aflytte franske diplomater ved at trænge ind i kommunikationen ved udenrigsministeriet i Paris, samt at bryde ind i bankernes interne SWIFT-netværk.

Afsløringerne kommer efter sigende fra NSA-afhopperen Edward Snowden, der har afleveret dem til den amerikanske journalist Glenn Greenwald.