FIFAs udelukkelse af Luis Suarez vækker stadig harme i Uruguay.

Angriberen fik ni dages karantæne og fire måneders udelukkelse fra al fodbold efter at have bidt Italiens Giorgio Chiellini i skulderen under en VM-kamp, og han mangler ikke opbakning til sin utilfredshed fra Uruguays præsident, Jose 'Pepe' Mujica.

I en video lagt på YouTube af journalisten Sergio Gorzy, kan man se Mujica lægge al diplomati til side og kalde FIFA »en samling gamle hijos de puta (direkte oversat: luder-sønner).«

Han bliver selv overrasket over udtalelsen og holder sig for munden, men fjerner den igen og konstaterer.

»Udgiv det.«

Præsidenten var i lufthavnen for at modtage det uruguayanske fodboldlandshold, efter det var blevet slået ud af VM-slutrunden af Colombia. Han forklarer til den filmende journalist, at han mener, at FIFAs straf til Luis Suarez er »fascistisk«.

Hans udtalelser kan risikere af få konsekvenser, da Uruguay har været en mulig kandidat til at huse VM-finalen i 2030, hvor det er forslået, at værtskabet skal deles mellem Uruguay og Argentina.

Dermed ville FIFA have mulighed for i 2030 at markere 100-året for den første VM-slutrunde i 1930, der blev afholdt i Uruguay.

Læser du fra mobil eller tablet? Se videoen her.