Urinerende festivalgæst truet med jagtgevær
Urinerende festivalgæst truet med jagtgevær Politiet i Skanderborg beretter om fredelig festival, hvor kun en enkelt bizar episode vakte særlig opmærksomhed.
Urinerende festivalgæst truet med jagtgevær Politiet i Skanderborg beretter om fredelig festival, hvor kun en enkelt bizar episode vakte særlig opmærksomhed.
En tissetrængende festivalgæst fik sig noget af et chok, da han fredag blev truet på livet af en vred haveejer. Haveejeren, som i øvrigt er ukendt af politiet, havde fået nok af festivalgæster, der urinerede op ad hans hæk, og derfor greb han sit jagtgevær og truede en gæst til at lade vandet et andet sted.
Episoden er den mest bizarre hændelse, som politiet i Skanderborg er stødt på i løbet af de sidste fire dages fest i bøgeskoven, fortæller vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen. - Festivalen er forløbet enormt fredeligt i betragtning af, at over 45.000 plørefulde mennesker har festet sammen i dagevis, siger han.
Narkoindsats gav pote I løbet af festivalen har politiet i Skanderborg sigtet 75 personer for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer .
Det drejer sig både om besiddelse af hash, amfetamin, svampe og lsd, fortæller vicepolitiinspektøren.
- Sidste år sigtede vi kun 15 for det samme, men det skyldes, at vi i år i højere grad har prioriteret indsatsen mod euforiserende stoffer.
Fredelig festival
Derudover har politiet sigtet 22 festivalgæster for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt 11 for straffelovsovertrædelser såsom vold, indbrud i en campingvogn samt en stjålet mobiltelefon.
Ingen er sigtet for sædelighedsforbrydelser.
- Så fra vores side skal der lyde stor ros til festivalens arrangører. Det er imponerende, at man kan holde volden på så lavt et niveau, siger Frits Kjeldsen.
--