Jeg hører ofte patienternes historie om deres møde med det psykiatriske behandlersystem og heri ligger tit god viden og erfaring, der bør viderebringes.

Et godt eksempel er en ressourcefuld kvinde, som lider af skizofreni, der henvender sig til mig efter at hun er udskrevet efter otte ugers indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Hun er vurderet til at kunne få god hjælp af terapi, men pga. systemets rigiditet og mangel på behandlere kan det ikke lade sig gøre, hverken via den sengeafdeling eller den distriktspsykiatri, hun er tilknyttet.

Hun kan således kun få terapeutisk hjælp ved at gå på det private marked til en pris på ca. 1.200 kr. pr. time, hvilket ikke kan lade sig gøre på en førtidspension. Hun havde tidligere et ambulant terapiforløb over ti uger, hvilket gjorde, at hun ikke var indlagt i den periode til trods for, at det var en svær belastet periode for hende med bl.a. dødsfald i nær omgangskreds, og med en langtidssygemelding fra hendes faste distriktssygeplejerske. Terapien forebyggede således genindlæggelser, gav hende et sikkerhedsnet og redskaber til at tackle de udfordringer, hun stod midt i.

Tidligere havde hun et telefonnummer til sin stamafdeling (den psykiatriske afdeling, hun tidligere havde været indlagt på), som hun kunne anvende om aftenen og natten, hvis angsten eller psykosen bankede på døren. Ved at få en snak, kunne hun ofte undgå selvskade eller selvmordsforsøg med piller, og hun kunne undgå genindlæggelse. Hun fortæller, at denne livline for nylig blev taget fra hende. Således sidder hun tilbage uden sikkerhedsnet, og eneste mulighed for at få hjælp er at kontakte vagtlægen, der sørger for indlæggelse på psykiatrisk afdeling som eneste alternativ, hvilket hun helst vil undgå. Hun har ressourcer, har en familie, et job på ordinære vilkår på ti timer om ugen og vil helst klare sig derhjemme. Jobbet risikerer hun i øvrigt at miste, såfremt hun har for meget fravær under gentagne indlæggelser.

Giv patienterne en livlive

Min egen erfaring fra psykiatrisk skadestue er, at når man giver patienter en livline og sikkerhedsplan ved udskrivelse eller laver en aftale om åben indlæggelse, giver trygheden i sig selv den effekt, at de klarer deres hverdag og ikke bliver indlagt så meget.

Dette er bare én af mange historier, som maner til tanker om at organisere psykiatrien anderledes. Nogle overvejelser, man kan gøre sig, er, at:
En indlæggelse koster ca. 6.000 kr. i døgnet.
En måneds indlæggelse koster ca. 180.000 kr.

Terapi kan koste mellem 1.000 og 2.000 kr. om måneden, hvis det gøres hver anden uge. Altså kan en måneds indlæggelse sidestilles med 90-180 måneders terapi, dvs. 7-15 års terapi!

Hvorfor lytter politikerne ikke mere til både patienterne, deres pårørende og medarbejderne i psykiatrien?

En terapi, der kunne komme flere patienter til gode og skabe personlig udvikling samt forebygge dyre genindlæggelser.

Hvorfor foretager man ikke sådanne regnestykker, når man taler om psykiatri? Og hvorfor lytter politikerne ikke mere til både patienterne, deres pårørende og medarbejderne i psykiatrien?

Deres erfaringer er tilsammen uundværlige, hvis vi skal ændre vores psykiatriske behandlingssystem til det bedre.