Kristian Øllegaard udmærker sig ved at være god til tal – rigtigt god. Allerede som 12-årig programmerede han i opskruet tempo, og da han som 21-årig – for godt fem år siden – af sin chef fik chancen for at udvikle sit eget program, ramte han muligvis en guldåre.
I salgsafdelingen i LN Eurocom, hvor Kristian Øllegaard var ansat, florerede frustrationen over, at medarbejderne ikke kunne se resultaterne af det arbejde, der blev udført af salgsfolkene. Med programmet, som Kristian Øllegaard havde strikket sammen, ændrede dette sig, og efter at have set resultaterne besluttede Kristian Øllegaard sig for at kvitte jobbet og stifte sin egen virksomhed, Plecto.
