Det er noget af et comeback.
Efter blot tre måneder hos Politiken vender journalist Marchen Neel Gjertsen nu tilbage til Jyllands-Posten i en af de mest markante og fremtrædende journalistiske stillinger på Christiansborg.
Gjertsen skal fremover skrive avisens politiske analyser - og er man endnu ikke stødt på Gjertsen før, så må man nok også forvente at se hende på en tv-skærm eller i et radioprogram i de kommende år.
Ikke logrende hunde
Marchen Neel Gjertsen er blot 30 år, men hun har allerede omfattende erfaring fra Christiansborg, hvor hun siden praktiktiden på Dagbladet Information for syv år siden har dækket dansk politik intenst.
Så meget, at hun i et interview med Eurowoman tidligere på året forklarede, at hun - under en ferie i et sommerhus - brugte hele dagen på at holde sig orienteret om Lars Løkke Rasmussens mulige fald som formand.
For det nytter ikke noget at møde op på Christiansborg og ikke vide, hvad der foregår.
»Jeg bliver ked af det, når jeg ser meningsmålinger, der siger, at journalister er utroværdige. Det bygger nok på antagelser om, at vi er sådan nogle logrende hunde, der lader os håndfodre med spindoktorernes tips. Men i virkeligheden bruger vi alle vores vågne timer på at forstå, hvordan tingene hænger sammen,« sagde Gjertsen i interviewet.
Stillingen som analytiker står ledig efter at Jyllands-Postens erfarne politiske analytiker Christine Cordsen har fået job på Danmarks Radio som politisk korrespondent.
Marchen Neel Gjertsen forlader en stilling som souschef for Politikens Christiansborg-redaktion.
Skrev bog om højrefløjen
Gjertsen har sammen med Information-journalist Sebastian Gjerding skrevet bogen »Forklædt som nazist - en Århus historie« om Charlotte Johannsen, der infiltrerede det højreradikale miljø i White Pride.
I slutningen af 2011 blev hun - altså for første gang - hentet fra Information til Jyllands-Posten som politisk reporter, hvor hun blandt andet arbejdede tæt sammen med både Christine Cordsen - der dengang var leder af den politiske redaktion - og avisens nuværende politiske leder Martin Kaae.
Privat er Marchen glad for godt selskab og fest - og ikke mindst den canadiske popsanger Justin Bieber.