Det forpligter at være markedsleder inden for spiritus- og akvavitkategorien, og nu tilpasser Aalborg Akvavit flaskedesignet, så det svarer til en tid med stigende fokus på fortælling, oprindelse, den danske madkultur og nyfortolkninger heraf – men stadig med respekt for historie, traditioner og håndværk.
Det mere tidssvarende flaske-design skal give akvavitten et stærkere udtryk og flytte salget, så man også kan tiltrække et mere moderne segment. Det skriver markedsforing.dk.
- Vi vil gerne give Aalborg Akvavit en tidssvarende fremtoning og benytte lejligheden til at genfortælle akvavittens historie. Her er flasken den vigtigste formidler, inden folk selv får smagt eller gensmagt akvavittens komplekse smagsunivers, siger Gitte Seierup, der er senior brand manager for Aalborg Akvavit.
Produkternes personlighed og historie skal kommunikeres tydeligere gennem designet, så de stærke væsker kommer mere til deres ret. Eksempelvis var Aalborg Porse Snaps tidligere gemt væk i en mørk flaske, men fokusgruppe-undersøgelser viser, at danskerne havde svært ved at afkode, at Aalborg Nordguld Akvavit reelt er en akvavit og ikke en cognac.
Som en del af den nye fortælling indgås desuden et fast samarbejde med Krogs Fiskerestaurant, der hylder traditionerne med nyfortolkninger af det danske køkken.
Ændringen af flaskedesign gælder Aalborg Nordguld Akvavit, Aalborg Jubilæums Akvavit, Aalborg Dild Akvavit og Aalborg Porse Snaps.