Jeg håber ikke, at I fremstiller mig som sådan en kattedame.«

Maria Buck Jensen sidder med benene trukket op under sig i sin sofa og hækler på et kakigrønt tæppe. Nede på gaden bag hende snegler de sidste morgenbilister sig sirligt forbi hinanden i den nyfaldne sne på den anden side af panoramavinduet, der fylder hele lejlighedens ene endevæg. Sådan sidder hun altid, når hun hækler. Det giver et godt, naturligt lys, synes hun. Tæppet sidder fast til et 30 centimer højt garnnøgle bundet fast på et rør. Det ligner en stor, grøn candyfloss. Maria Buck Jensens fingre flyver frem og tilbage mellem garn og hæklenål i rutinerede, nonchalante bevægelser. Hun griner, da hun siger dét med kattedamen.