Vi har en velvoksen singlekultur i Danmark, men når vi finder den rette, bliver det alvor. Navnlig for de unge voksne. Ifølge en repræsentativ undersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for Berlingske blandt 1.030 personer fra 18 år og derover, bor 58 procent af de adspurgte i alderen 18 - 35 år sammen med deres partner.

De unge par er tilbøjelige til at kalde deres partners handlinger for utroskab hurtigere end de ældre, og hvis utroskab finder sted og bliver opdaget, vælger de unge også i højere grad at gå fra hinanden.

»Utroskab er noget, unge ser meget ned på. For mange er det det største bedrag, man kan lave mod hinanden. Det har måske at gøre med, at flere selv er vokset op i brudte hjem. De tager afstand fra det og vil gerne skabe noget andet,« siger parterapeut og filosof Nadja Munk Tandrup, som har mange unge par i terapi.

Hun understreger, at unge par ofte ikke har så meget i klemme som ældre par, og derfor lettere kan bryde med hinanden, men hun oplever også, at det blandt en del unge i dag er populært at skille sig ud ved at sige fra og tage fat i nogle ældre værdier, hvor alt ikke er frit.

»Det nye er, at man er ikke mærkelig eller underlig, hvis man siger nej eller har nogle moralske kodeks, man følger. Blandt nogle unge er det for eksempel in ikke at drikke for meget og være fuld hver weekend. Det bliver set op til i højere grad, hvis man er moden, og har styr på tingene,« forklarer hun.

Den udvikling er ifølge retroforsker Kristian Handberg ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet del af en generel tendens i samfundet, der hylder gamle dyder og værdier.

»Der er en åbenhed over for traditioner og det gammeldags, der ikke var for 10-20 år siden. De unge i storbyerne vil gerne indrette sig ret fast. De investerer i designklassikere fra 1950erne, går op i traditionel madlavning, sågar traditionel rengøring, og i at etablere sig i faste parforhold med fast bolig. Mange vælger det flakkende ungdomsliv fra, som ellers har været idealet,« siger han.

Han mener, at perioden er populær, fordi den både rummer tradition og det moderne.

»Vi oplever det som noget gammeldags og solidt, men samtidig også som en tid, hvor mange nye ting kom frem. Den har en autenticitet, som skiller sig ud fra den multimedievirkelighed, der præger manges arbejdsliv og sociale liv. De unge ønsker at skabe faste rammer med materielle ting omkring sig, som giver mening,« siger han.

Derfor er retroen i dag heller ikke ironisk ment, som den ofte har været før.

»I begyndelsen af 1980erne satiriserede man over tidligere tider, men i dag er brugen af fortiden meget mere oprigtig. 1950erne er retro-moderne, og er blevet billedet på god stil. På cocktailbarerne i storbyerne perfektionerer man cocktails, som man ikke har gjort det siden 1950erne, og både i herre- og damemoden og i boligindretningen ser man referencer til 1950ernes stil,« siger han.

Trenden smitter også af på vores måde at leve på.

»Tidligere var idealet, at man skulle skille sig ud fra et sat liv med fast parforhold og etableret bolig. Man skulle være ung og fri og så omstillingsparat som muligt. I hvert fald blandt storbyunge under uddannelse. I dag er der ikke samme incitament for at bryde med det borgerlige og satte liv,« forklarer han.

Nadja Munk Tandrup mener også, at 1950ernes fokus på hjemmet og privatlivet matcher de unges mål i dag.

»Unge i dag har nærmest en tjekliste fra 5. klasse, hvor privatlivet er endnu et tjek på listen. Du skal have det hele til at køre, både karrieren og privatlivet. Det er ikke længere i orden at være enten eller,« forklarer hun.

»De unge har et stramt program. De vil have børn inden de er 28 år, og inden da skal de giftes. Det er blevet in at gøre tingene i den rigtige rækkefølge. Gamle dyder og værdier har deres gang på jord igen,« siger hun.

Ifølge familieforsker Per Scultz-Jørgensen er det en positiv ting, at unge i dag får afprøvet forholdet ved at flytte sammen tidligt.

»I Norden har vi en liberal indstilling til det at have kærester og indgå i faste parforhold allerede fra ungdomsårene. Man lever sammen papirløst som kærester og prøver parforholdet af, inden man sætter børn i verden. Det er jo på mange måder en fantastisk god ting i forhold til det gamle samfund, hvor man kastede folk ud i et ægteskab med en partner, som de i virkeligheden ikke kendte,« siger han.

Nadja Munk Tandrup ser dog nogle problemer i de unges meget faste forhold.

»Når man låser sig selv og hinanden fast på den her måde, især når man er så ung, er der ofte en, der pludselig vil noget andet, og så kommer der jalousi og utroskab på banen. Den der skal af idyl holder kun et vist stykke tid for de fleste,« siger hun.

»På den måde er de ikke anderledes end andre par. De har det her symbiotiske forhold, og så snart, der er en, der trækker i en anden retning og begynder at bevæge sig ud af symbiosen, opstår der problemer,« forklarer hun.

Derudover er unge i dag omgivet af et hav af ting, der kan påvirke dem og deres forhold.

»Som ung er der mange ting, der ikke er fastlagt for en endnu. Vi har den her kæmpe verden af muligheder, som unge skal forholde sig til, og pludselig skal de måske håndtere, at de selv eller deres partner får tilbudt et semester eller en hel uddannelse i udlandet,« siger hun.

»I fjernsynet ser de Paradise Hotel og Temptation Island, som handler om at skabe intriger og splid mellem par. Så de er også skolet i, at parforholdet er meget skrøbeligt og hurtigt går i stykker. Det gør måske, at de har et stigende behov for at signalere, at de er etablerede og stabile, fordi symbiosen hele tiden bliver påvirket af alt muligt,« siger hun.

Retroforsker Kristian Handberg mener også, at det netop er stabilitet og tryghed, som de unge finder i 1950erne.

»Der er et ønske om at vende tilbage til det stabile og hjemmegjorte, bruge tid på at lave mad og være sammen i hjemmet frem for at haste ud i bylivet. Man etablerer sig i et parforhold, laver store bryllupper og andre familiefester med suppe, steg og is, hvilket ville have været rent kitsch for 10-20 år siden,« siger han.

Han understreger dog, at unge i dag selv vælger og kombinerer tendensen med nutiden, som det passer dem.

»Når unge køber hus og etablerer sig i parforhold, betyder det ikke, at de skal leve borgerligt og konformt på alle områder, men at de godt kan kombinere de meget traditionelle elementer med nogle ikke så satte elementer,« siger han.

»For dem virker det nok anderledes, nyt og spændende i forhold til det, der har været normen siden 1968 – ikke faste forhold for unge og ikke at sætte sig for meget.«