UNGARN: Ungarn har allerede bygget et 175 kilometer langt pigtrådshegn langs grænsen til Serbien, og nu overvejer regeringen at udvide hegnet til også at skærme grænsen til Rumænien.

Det vil ske, hvis flygtninge og migranter finder nye ruter ind i landet, siger Ungarns udenrigsminister tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Vi har besluttet at starte det forberedende arbejde med at bygge et hegn i en fornuftig længde startende fra grænsen mellem Ungarn, Serbien og Rumænien i tilfældet af, at presset fra migranter skal bevæge sig i retning af Rumænien,« siger Péter Szijjártó ifølge Reuters.

Ungarn er blevet et af de mest benyttede transitlande for flygtninge og migranter, der vil rejse til Tyskland, Sverige og andre nord- og vesteuropæiske EU-lande, men den udvikling vil landets regering sætte en stopper for.

Tirsdag trådte Ungarns nye, strenge grænsekontrol i kraft, hvor man foruden pigtrådshegnet langs grænsen til Serbien har annonceret, at asylansøgere, der rejser ind via Serbien, risikerer at blive udvist inden for ganske få dage.

Samtidig har Ungarn tirsdag erklæret undtagelsestilstand i to sydlige regioner. Det giver blandt andet mulighed for at indsætte militæret for at håndtere flygtningestrømmen samt at oprette transitzoner ved grænsen, hvor man midlertidigt kan huse asylansøgere og på få timer behandle deres sager.

TV: Hundredvis af flygtninge venter ved Ungarns grænse:

Men den ungarske tilgang møder hård kritik. Ifølge Reuters kalder FNs flygtningehøjkommissariat (UNHCR) dele af Ungarns nye grænseregler »alarmerende«, og man udtrykker bekymring over den »meget korte tidsperiode«, der afsættes til at behandle asylsager.

Den Internationale Organisation for Migration (IOM) udtaler ifølge Reuters, at den ungarske grænsekontrol »ser ud til« at være i strid med både FNs og EUs flygtninge- og asylregler.

Ifølge EUs grænseagentur, Frontex, er mere end 150.000 flygtninge og migranter rejst ind i EU i august. Frontex regner med mere end en halv million flygtninge i 2015.