Ung dansker i World Economic Forum
Den 36-årige virksomhedsrådgiver Soulaima Gourani bliver i dag udnævnt til Young Global Leader i World Economic Forum som én af 192 på verdensplan.
Den 36-årige virksomhedsrådgiver Soulaima Gourani bliver i dag udnævnt til Young Global Leader i World Economic Forum som én af 192 på verdensplan.
Hun bliver i dag udnævnt til Young Global Leader i World Economic Forum, hvor verdens politiske og erhvervsmæssige ledere mødes for at diskutere den verdensøkonomiske udvikling.
Soulaima Gourani er foredragsholder, selvstændig virksomheds- og karriererådgiver og har tidligere har været ansat i Hewlett-Packard og A.P. Møller - Mærsk og sidder i dag i en række bestyrelser. Hun glæder sig til at tage del i debatten:
"Jeg kan ikke vente med at blive en del af det fællesskab. For mig er det ikke bare en titel til mit CV, jeg vil gøre en forskel. Jeg er sikker på, at vi kan skabe nogle fantastiske resultater sammen," siger Soulaima Gourani.
Det er den tidligere administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S, Niels Boserup, som har indstillet Soulaima Gourani til Young Global Leader, netop fordi han tror, at hun vil få meget ud af at være en del af en debatplatform af den kaliber:
"Soulaima Gourani har en unik evne til at interagere og få en dialog med folk. Mange mennesker er frygteligt gode til at tale, men hun er en enestående lytter," siger Niels Boserup, som dermed ikke er i tvivl om, at Soulaima Gourani vil kunne udnytte World Economic Forum som platform og debatforum og bringe nyttig viden med tilbage til Danmark:
"Jeg håber, at hun kan videreformidle de nye trends og synspunkter, som vi ældre erhvervsfolk ikke evner at opfatte," siger han.
Soulaima Gourani er én ud af 192 unge, globale ledere, som i år er valgt til at tage del i debatten om den verdensøkonomiske udvikling i World Economic Forum. Forummet Young Global Leaders blev i 2005 oprettet som en del af World Economic Forum, for at unge ledere under 40 år kan blive hørt i debatten.
De unge er valgt, fordi de alle har gjort en forskel rundt omkring i verden. De unge ledere skal følges i de næste fem år og være en del af forskellige debat- og task-force-grupper.
Soulaima Gourani er sammen med kronprinsesse Mary udnævnt som Danmarks repræsentanter i debatforummet. Soulaima Gourani bliver derfor den første aktive danske kvinde i debatforummet, som huser Kofi Annan, Nelson Mandela, Christine Lagarde og de tungeste navne i finansindustrien:
"Jeg glæder mig til at stille en masse kritiske spørgsmål. For eksempel vil jeg gerne spørge repræsentanterne for Deutsche Bank og World Bank, hvad de tænkt sig at gøre for at afhjælpe den finansielle krise," siger Soulaima Gourani.
Soulaima Gourani har en MBA fra Copenhagen Business School, hvor hun nu underviser i Supply Chain Management på HD-studiet. Hun har boet en årrække i udlandet, er halvt dansk, halvt marokkaner og har studeret på Stanford, Berkeley og Beijing-universitet.