WASHINGTON: Kun én enkelt persons beskyldninger er årsagen til, at en 22-årig dansk pædagogstuderende nu sidder varetægtsfængslet i et af New Yorks mest berygtede fængsler på Rikers Island, sigtet for seksuelt at have forbrudt sig mod 13 børn i den børnehave på Manhattan, hvor han arbejdede. Og den pågældende person, en græsk-amerikaner, har oven i købet forladt USA uden at efterlade nogen former for kontaktnumre. Det siger den unge danskers forsvarsadvokat, Jane H. Fisher-Byrialsen, til Berlingske.

Ifølge forsvarsadvokaten er det en helt usædvanlig sag, der er rejst mod danskeren, som foreløbig er fængslet i 45 dage.

Alle i den FN-børnehave, manden havde arbejdet i siden februar, var særdeles tilfredse med den unge mands arbejde. Han var netop i gang med at afslutte en fem måneder lang ansættelse, hvor han oven i købet blev forlænget og skulle i sommerlejr med børnene, da politiet sidste fredag meget tidligt om morgenen hentede ham til afhøring.

»De sagde, at det var en rutinesag, og at han ville være tilbage ved normal arbejdstids begyndelse, men han blev afhørt i timevis, og det er nu endt med en varetægtsfængsling uden mulighed for kaution,« siger Jane H. Fisher-Byrialsen.

Sagen er ifølge hende usædvanlig af flere grunde.

»Dels bygger anklagerne indtil videre kun på én eneste persons udsagn. Vi har desuden grund til at tro, at hun er rejst ud af landet, og at hun af ukendte grunde blev fyret fra børnehaven. Og dels har den unge dansker netop på grund af anklagerne fra denne person været under hemmelig observation af børnehaven og er blevet pure frikendt for at have gjort det, han anklages for. Han støttes oven i købet af nogle af forældrene, selv om andre selvfølgelig er blevet meget opskræmte af sagen,« siger forsvarsadvokaten.

»Så det er en forfærdelig sag, hvor man risikerer at smadre en ung mands liv,« fortsætter hun.

Anklagemyndigheden har ikke ønsket at kommentere sagen, men anklagerne går på, at han i flere tilfælde har bedt børnene om at beføle ham uden på tøjet på kønsdelene, og politiet hævdede under afhøringen, at de havde en video af det. Denne har forsvarsadvokaten endnu ikke set. Men ifølge hende har politiet i New York under en afhøring lov til at lyve, når de forsøger sig med forskellige afhøringsteknikker. Og ifølge anklagemyndigheden foreligger der en tilståelse.

»Men det er ikke korrekt. Den unge mand har under afhøringen opgivende sagt, at hvis politiet siger, at det foreligger på video, så er det muligt, at det er sandt, men at han ikke har nogen erindring om det. Han har været i chok, og de afhøringsteknikker, der bliver brugt af New Yorks politi, har tidligere fået falske tilståelser ud af folk. Men dette er altså ikke en tilståelse.«

Anmoder om at få lov at se vigtig video

Jane H. Fisher-Byrialsen vil nu anmode om at få videoen forelagt, ligesom hun har appelleret sagen til en højere domstol for i det mindste at få fastslagt en kaution. Og det er også vigtigt at få fat i vidnet, som af ukendte årsager blev afskediget. Det hævdes, at hun tidligere har indgivet klager mod kolleger for blandt andet racisme.

»Det er en børnehave, hvor meget rige personer sender deres børn hen. Derfor er personalet også undersøgt grundigt, og man holder øje med alt. Han har aldrig været alene med børnene, så alt har været synligt, og der er altså heller ingen andre, der har lagt mærke til noget, ligesom de interne undersøgelser ikke kunne fastslå, at han gjorde noget som helst galt. Og der har både været direkte og indirekte observationer,« siger forsvarsadvokaten.

Drengens forældre er kommet til New York for at støtte deres søn, og venner til forældrene har startet en indsamling over Facebook til blandt andet at betale advokatregninger og en eventuel kaution.

Også dekanen for den 22-åriges uddannelsessted, Professionshøjskolen UCC, Lisbeth Harsvik, følger den studerendes sag nøje.

»Vi er dybt berørte af situationen. Vi kender ham som en seriøs og rigtig god studerende,« fastslår hun overfor BNB.