Når en stor forfatter barsler med et nyt værk, køres markedsføringsmaskinen i stilling i rigtig god tid. Annoncer indrykkes i aviser og magasiner, der gives interview til radio og TV. Alt gøres klar, så læserne – læs køberne – er klar ved udgivelsen. Men da de to første bind af Haruki Murakamis »1Q84« udkom i Japan, blev der ikke brugt én yen på markedsføring. Godt det samme for forfatteren nyder en gurulignende stjernestatus i hjemlandet.

Det samme gælder i resten af verden, hvor nyt fra ham ventes i åndeløs spænding, og hvor hans navn nævnes, hver gang Nobelprisen i litteratur skal uddeles. Murakami sælger med andre ord sig selv, og når han appellerer til både østlige og vestlige læsere, er det fordi, han kender til begge verdener. Før han slog sig ned i Tokyo, boede han således både i Europa og USA. For den asiatiske læser er hans kendskab til Vestens kultur cool, og for hans vestlige læsere er hans fornemmelse for Østen eksotisk.

»Kafka på stranden« og »Trækopfuglens krønike« er blot nogle af de titler, som har sikret ham såvel folkelig som akademisk anerkendelse. Nu er det så de to første bind af »1Q84«, der har bredt sig fra det japanske marked til res­ten af verden – eller det vil sige til Sverige. Af forskellige praktiske og kontraktlige årsager er det nemlig kun svenskere, der har fået bøgerne i oversættelse. De store engelsktalende lande samt må vente helt til oktober.

Martret Lisbeth Salander-type

Men det er altså for længe at vente, når de to bøger – denne dobbelte litteraturbegivenhed – allerede nu er lige til at læse for enhver, som er nogenlunde fortrolig med svensk. På første side i den smukke svenske udgave af »1Q84«, møder læseren den ene af bogens to hovedpersoner i en taxi i Tokyo. Aomame, som hun hedder, er på vej for at snigmyrde en mand. Men en trafikprop får hende til at stige ud og tage en trappe, som fører ned fra motorvejen, og hun opdager til sin forbløffelse, at hun er trådt ind i en anden virkelighed.

Herfra krydsklipper kapitlerne mellem hende og Tengo – en matematiklærer, der skriver uudgivne romaner og ender som ghostwriter for en 17-årig pige, der har skrevet et manuskript, der kan ende som et mesterværk. Mens Tengo er en typisk Murakami-mand, passiv og uden nævneværdig succes, er hun atypisk. Hvor hans kvinder sædvanligvis er sarte og drømmeriske, er hun en mørk og martret Lisbeth Salander-type. Som hun bevæger sig igennem bøgerne, udvikler de sig til en fortælling om smerte og savn, om tid og virkelighed, om liv og litteratur, og midt i det store, litterære sug, som Murakami konstruerer, toner en uhygge frem, som også er ny i hans univers.

»Little people« hedder de små væsener, som et sted vandrer ud af en mund og sønderriver en hund. Her synes Murakami at trække på japanske gyserfilm, og når han et andet sted skriver om en kult, minder den om Aum-sekten, der angreb Tokyos metro med gas i 1995, og som han tidligere har skrevet om i bogen »Underground«. Der er, som det turde fremgå, meget på spil – og meget mere end nævnt her – i »1Q84«, der udspiller sig i et sælsomt univers med to måner, og hvor paranoia og overvågning går hånd i hånd. På den måde ligner bogens titel en hilsen til George Orwells »1984«.

Ikke problemfrit

Murakami har selv kaldt »1Q84« for hans »hidtil største litterære satsning«. Det er da også forbløffende og fascinerende, hvor meget han formår at folde ind i sin altid enkle og klare prosa. Men bøgerne er ikke uden problemer, hvilket primært skyldes en gammel Murakami-svaghed, nemlig længden. 852 sider er lige langt nok, og indimellem skriver han simpelthen for omstændeligt. Selv om det uden tvivl er ment som et meditativt greb, virker det søvnfremkaldende.

Men selv dét er en Murakami-pointe, for i hans bøger er drømmens forhold til virkeligheden et genkommende tema, og at læse ham er som at blunde. Men det skal jo helst ske i læsningen, ikke på sofaen! Når det er sagt, øver bøgerne en helt særlig tiltrækningskraft. For nok er de lovligt lange, men de sætter sig altså, går under huden, bliver vanedannende, og længslen efter bind tre tager langsomt til. Den effekt kan ingen markedsføringsmaskine matche, og det ved Haruki og Co. udmærket godt.