Store dele af den europæiske yderste højrefløj har kastet sin »forelskelse« på Israel. Israel fremstilles i disse kredse som den vestlige civilisations forreste bastion mod »den islamiske trussel«. Men denne »kærlighedserklæring« skader både jøders og Israels status, og den yderste højrefløjs tilnærmelser bør afvises betingelsesløst. Hverken jøder eller Israel har det mindste interessefællesskab med den yderste højrefløjs politiske agenda - tværtimod puster højrefløjens »kærlighed« til den ny antisemitismes flamme.

Den 31. marts i år holdt den højreradikale og antimuslimske organisation European Defense League (EDL) demonstration i Århus. Det erklærede formål med mødet var at vise en bred fælleseuropæisk opbakning til organisationens protest mod den påståede stigende islamiske indflydelse i Europa.

Opbakningen til EDL’s demonstration var mildest talt beskeden, men demonstrationen gav alligevel anledning til min ængstelse. På den ene side glædede jeg mig over den begrænsede opbakning til EDLs demonstration. På den anden side så jeg til min store bekymring, at det israelske flag vajede prominent blandt deltagerne i den højreradikale demonstration. Med andre ord blev Israel og dermed alt, hvad landet står for symbolsk i relation til jødedommen og realpolitisk, sat i sammenhæng med organisationens identitet og mål.

Som minoritet betragtet er det altid i jødernes interesse at arbejde for at frembringe og fastholde det tolerante og liberale samfund.
Alan Klæbel Weisdorf

EDL’s flagning med det israelske flag er desværre udtryk for en generel tendens på den yderste højrefløj, nemlig en kobling mellem islamofobi og filozionisme - altså frygten for islam og en begejstring for Israel. I en række europæiske lande, herunder Frankrig, Belgien og Holland, ser vi for øjeblikket, at højreorienterede og islamkritiske partier udtrykker deres støtte til Israel. I Danmark ser vi i Dansk Folkepartis politiske udmeldinger samme mønster, hvor særligt Søren Espersen er en ivrig fortaler for Israel og landets politik. Med EDL’s omklamring af Israel er »Jøden« igen bragt i spil i europæisk kultur- og samfundspolitik. Denne gang som en brik i et komplekst politisk spil, som trækker tråde til striden om mono- kontra multikultur i Europa, krigen mod terror og Israel-Palæstina-konflikten.

Rationalerne bag den yderste højrefløjs flirten med såvel Israel som jøderne er oplagte. For det første er der Israels årelange konflikt med palæstinenserne og flere mellemøstlige nabolande, der præsenteres som »bevis« for den muslimske verdens aggression mod Vesten, symboliseret ved Israels moderne og demokratiske samfund. På den måde sættes konflikten ind i særlig historisk forståelse, hvor Israels konflikt ses som den seneste konfrontation mellem »Vestens frihed« og »Orientens despoti« - en forestilling, der trækker paralleller til kristendommens kamp mod ottomaner og saracenerne og helt tilbage til antikken og hellernes forsvar mod perserne. Tilsvarende kan Israels konflikter fortolkes som manifestationen af et begær i højreradikale kredse for en voldelig konfrontation med islam. Med andre ord udlever højrefløjen sit ønske om et (militært) opgør med Islam med Israel som stedfortræder.

For det andet er jøderne og Israel det perfekte alibi for højrefløjen. Ved at svøbe sig i Davidstjerner og række hånden ud til de jødiske samfund i Europa forsøger den yderste højrefløj at gardere sig mod anklager om racisme. Man kan jo ikke være racist, hvis man kan påstå at holde af jøder - eller hvad?

Højrefløjens ’imødekommenhed’ appellerer desværre til en snigende usikkerhed i jødiske kredse, der bunder i en oplevelse af i stigende grad at være mål for antisemitisk vold, som udspringer af radikaliserede muslimske miljøer, og antisemitisk »hverdags« diskrimination, som desværre synes forholdsvis mere almindeligt udbredt. Disse tendenser er udtryk for den såkaldte ny antisemitisme, som trækker dels på troper og motiver fra det »traditionelle« jødehad, og dels på en moralsk ansvarliggørelse af alle jøder for Israels politik. Og desværre har denne tendens godt fat i flere politiske miljøer - også på den yderste venstrefløj. Forfatteren og nobelprismodtageren Günter Grass’ stærkt polemiske (og heldigvis bredt kritiserede) udfald mod Israel og jøderne for nylig illustrerer den nye antisemitismes overraskende brede tiltrækning.

Som minoritet betragtet er det altid i jødernes interesse at arbejde for at frembringe og fastholde det tolerante og liberale samfund.
Alan Klæbel Weisdorf

Den yderste højrefløjs »håndsrækning« kan i lyset af den ny antisemitisme virke attraktiv - endelig en politisk aktør, der agiterer for jøderne og Israel. Men denne imødekommenhed bør blankt afvises - den er decideret skadelig for jødernes anseelse og rolle i samfundet.

For det første er højrefløjens nyopdagede »forkærlighed« for jøder blot en variation af den yderste højrefløjs historiske antisemitisme. Jøderne i al deres forskellighed reduceres i højrefløjens billede fortsat til én samlet og meningsfuld (race)kategori. Nu blot med et slags »positivt« fortegn. I stedet for at blive anerkendt som ligeværdige borgere uden særskilt politisk signifikans, så udskilles jøderne igen som en særlig type mennesker. Og det sker på trods af, at jødisk kulturintegration netop handler om det modsatte - nemlig at fastholde en jødisk identitet (som kan være vidt forskellig fra jøde til jøde) uden at gøre dette til et offentligt hensyn. Det jødiske Utopia er ikke en verden fuld af jøder, hvor alt er jødisk, men en verden hvor man som jøde bliver behandlet som individ og borger på linje med alle andre - uden hverken fordom eller særlig hensyntagen.

For det andet er højrefløjens anvendelse af det israelske flag, som et banner i kampen mod islam, med til at cementere en problematisk ide om et moralsk ansvarsfællesskab mellem jøder og Israel - og dermed kaster højrefløjen brænde på den ny antisemitismes bål.

De fleste jøder har et særligt forhold til Israel, det hersker der nok ingen tvivl om. Men der er på ingen måde tale om en entydig relation, endsige en entydig forestilling om, hvad ideen om »Israel« egentlig er. At være jøde er på ingen måde et udtryk for en støtte til Israels konkrete politik. Tilsvarende støtter muslimer naturligvis ikke al politik, der frembringes i muslimske lande. Derfor er der jo også masser af kritik af israelsk politik fra jøder og andre, både i og udenfor Israel - fuldstændig som det bør forholde sig i et ægte demokrati.

Denne pointe burde være åbenlys. Men som nævnt bygger den ny antisemitisme i vid udstrækning på en direkte eller indirekte ansvarliggørelse og identificering mellem jøder og israelsk politik, særligt i forhold til palæstinenserne og de besatte områder.

Højrefløjens kobling af kampen mod islam, jøder og Israel skaber et billede af en essentiel og radikaliseret modstilling mellem jøder (og kristne) på den ene side og muslimer på den anden, som på opportunistisk vis har til formål at bestyrke højrefløjens politiske agenda, men som ingen reel substans har. Højrefløjens formål er at splitte og radikalisere samfundet langs etniske og religiøse linjer. Jøder har intet interessesammenfald med dette projekt, selvom jøderne provisorisk er gjort til en del af højrefløjens »Selv«.

Som minoritet betragtet er det altid i jødernes interesse at arbejde for at frembringe og fastholde det tolerante og liberale samfund. Kun i sådan et samfund er der plads til, at man som minoritet kan være tryg i og med sin identitet og samtidig indgå som en ligeværdig borger. I det projekt burde jøder, muslimer og andre minoriteter være naturlige fæller - ikke som et modspil til en folkekirkekristen majoritet, men som et modspil til de radikale politiske fraktioner på højre- og venstrefløj - herunder som modspil til både islamofobiske og antisemitiske bevægelser.

Tendensen til og forsøget på at trække politiske skillelinjer på basis af religiøs eller kulturel identitet skal bekæmpes. Den essentielle politiske interessekonflikt, for at parafrasere filosoffen Karl Popper, står i stedet mellem det åbne samfund og dets fjender. Og i denne konflikt må det stå klart, at jøder og den yderste højrefløj tilhører hver sin lejr.