Da Nuser første gang så dagens lys i USA i 1950, stod det ikke skrevet i stjernerne, at han en dag skulle blive den vel nok mest kendte hvide beagle med lange sorte ører nogensinde. Faktisk tilbragte han de to første år af sit liv i tegneserien Radiserne som absolut sidekarakter uden at ytre noget som helst og stadig gående på alle fire ben. Ejeren – Søren Brun – var absolut i centrum, og Nuser måtte hver aften gå hen til sit mørke hundehus for at tilbringe endnu en nat i glemsel. Man kan vel uden at overdrive sige, at han havde nogle hårde hvalpeår.

Først da skaberen af Radiserne, den amerikanske tegner Charles M. Schulz (1922-2000), i 1952 fik den spøjse idé at udstyre Nuser med en taleboble, begyndte der at ske fremskridt i hans liv. Fire år senere begyndte Nuser at gå på to ben, og så tog en langstrakt karriere fart. Det viste sig nemlig hurtigt, at Nuser besidder et hav af talenter og filosofiske overvejelser, og han kan i dag også bryste sig af at have sin egen stjerneflise på »Walk of Fame« i Hollywood.

For én ting er, at den ret pessimistiske Søren Brun nok har brug for optimistisk modvægt i sin dagligdag, en anden ting er, hvad Nuser selv har drevet det til fra sin faste base i hundehuset. Eller rettere sagt: På tagryggen af hundehuset. Ingen har nogensinde set, hvad han gemmer derinde, men mange af hans talenter udspiller sig på tagryggen, hvor han både skriver på maskine, spiller ishockey og meget andet.

Nuser har altid drømt om at blive forfatter til verdens bedste roman, og der er gennem årene taget mange tilløb. Vi kan kun gisne om, hvilket mesterværk der gemmer sig i den vordende forfatter, men det er vist desværre aldrig blevet til mere end den faste indledning: »Det var en mørk og stormfuld nat...«, for der dukker altid noget andet op. Ofte bliver han forstyrret af sin lille, gule og pjuskede fugleven Woodstock, som Nuser føler et forældreagtigt ansvar over for.

Hans ledelsestalent skinner også tydeligt igennem, når han trækker i spejderuniformen og myndigt guider Woodstock og hans små fuglevenner, når de skal ud og se på verden. Så er der naturligvis også hans pilotkarriere, der kun kan vække misundelse hos mangen en jagerflypilot, når han jagter »Den Røde Baron« under store luftslag i Første Verdenskrig.

Endelig må man heller ikke glemme den ynde og elegance, han udviser, når han charmerer alle på skøjtebanen med pirouetter, eller når han igen scorer i ishockey. Faktisk kan Nuser drive det vidt i sportens verden, hvis han vil, for hans boldøje ud i tennis og basketball fejler absolut ingenting. Med hensyn til basketball er han dog temmelig uheldigt stillet, da anfører Søren Brun med sin sikre fornemmelse for fiasko, aldrig får bragt holdet til den hæder, det ellers med Nusers talent godt kunne få.

Hvis man skal nævne et enkelt område, hvor Nuser ikke har den helt store succes, må det være kærligheden. Af en eller anden grund ses han mest i den noget tilbagetrukne og cool rolle, hvor han lænet op ad en mur og iført sorte solbriller totalt ignorerer alle piger. Men vi ved, at han inderst inde er kysseglad, for ikke sjældent uddeler han lange, våde kys til de andre medvirkende i Radiserne.

Verden ligger stadig åben for den sorgløse og ukuelige Nuser, der altså nu er aktuel i en ny film, hvor han spiller en af hovedrollerne. Og mon ikke han viser den nok så kendte Nuser-dans, hvis der skulle falde ekstra godbidder af i madskålen? I højt humør som altid, med snuden stukket højt i sky og med flaprende poter i stilfuld balance på taget af hundehuset.