EU's medlemslande er uenige, om ukrudtsmidlet glyfosat må bruges i fem år mere.
Det viser mødet torsdag i EU's Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foderstoffer.
Det oplyser EU-Kommissionen.
Glyfosat er det aktive stof i ukrudtsmidlet Roundup. Det omtales som det mest brugte sprøjtemiddel.
EU-landene kunne hverken samle et kvalificeret flertal for eller imod EU-Kommissionens forslag.
Danmark stemte som et af 14 lande for, mens 9 stemte mod. 5 lande undlod at stemme.
For at mønstre et kvalificeret flertal kræves støtte fra 55 procent af EU-landene og 65 procent af befolkningen i EU.
Ekspertgruppen har flere gange før måttet udskyde beslutningen.
Men nu er der ikke længe til udløbsdatoen 15. december. Derfor sender EU-Kommissionen sit forslag til EUs appel komité.
Kommissionen har længe søgt at få støtte til at tillade glyfosat i ti år mere. Men det er udskudt flere gange.
Derfor gik EU-Kommissionen kun efter at forlænge tilladelsen i fem år.
Glyfosat har længe været brugt og godkendt i EU. Men stoffet er de seneste årkommet i modvind.
I 2015 mente kræftagenturet IARC i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at glyfosat sandsynligvis er kræftfremkaldende.
Siden har EU's kemikalieagentur, Echa, og fødevareragentur, Efsa, frikendt stoffet for at være kræftfremkaldende.
/ritzau/