Ukraine kommer ikke til at tilbagebetale et obligationslån på 3 mia. dollar til Rusland, som forfalder på søndag.

Det fortæller Ukraines premierminister, Arseniy Yatsenyuk, på et regeringsmøde i Kiev fredag, skriver Bloomberg News.

Obligationslånet misligholdes, efter at Rusland tidligere i år nægtede at tage del i et restruktureringsprogram med kommercielle kreditorer på op mod 18 mia. dollar.

Så sent som i sidste uge fortalte russiske talsmænd, at Rusland var klar til at stille sagen for en domstol, hvis obligationslånet ikke ville blive tilbagebetalt.

Obligationerne blev købt af Vladimir Putin for to år siden for at hjælpe Ukraines forhenværende præsident blot få måneder inden, at han blev væltet af posten.