For en tid er freden forhåbentlig sikret i Ukraine - om ikke andet er den et godt skridt nærmere.
Det er analysen fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R) oven på fredagens vigtige fredaftale mellem oppositionen og regeringen i den tidligere sovjetstat. Han håber, at voldsspiralen i Kiev nu er standset:
»De seneste dages eskalering og dødsfald har været et tragisk kapitel i Ukraines historie. Forhåbentlig ser vi nu starten på et nyt kapitel, hvor dialog og bredt samarbejde afløser voldelig konfrontation,« skriver han i en udtalelse til Berlingske Nyhedsbureau.
Fredsaftalen, som fredag blev underskrevet den hårdt pressede præsident, Viktor Janukovitj, og tre oppositionsledere, indebærer blandt andet, at der skal afholdes præsidentvalg inden årets udgang, dannes en national samlingsregering og foretages en forfatningsændring, der reducerer præsidentens magt. Samtidig får tilbageholdte demonstranter amnesti.
Aftalen var langt fra fredagens eneste gennembrud for de regeringskritiske demonstranter. For det første fyrede parlamentet Ukraines fungerende indenrigsminister, Vitali Zakharchenko, på grund af politiets brug af vold mod demonstranterne. Og senere stemte parlamentsmedlemmerne så for at ændre loven, så den fængslede oppositionsleder og tidligere premierminister, Julia Timosjenko, nu har mulighed for at blive løsladt.
Ifølge Martin Lidegaard er det vigtigste dog nu, at fredsaftalen bliver gennemført hurtigt og med alle parters accept. Han hæfter sig ved, at Ukraine har brug for økonomiske reformer og politisk modernisering.
Netop en form for modernisering var, hvad den belejrede Uafhængighedspladsen midt i Kiev torsdag gennemgik.
På bare et døgn blev kampklare demonstranter med hjelme og køller udskiftet med smilende ukrainere, der nød en kop te, mens de lyttede til talerne fra scenen, fortæller Berlingskes korrespondent Simon Kruse, som har rapporteret fra Kievs gader, siden de voldsomme uroligheder blussede op tirsdag aften.
»Folk er enormt lettede over, at volden er indstillet, og de ikke længere risikerer at blive fanget i sammenstød. På bare et døgn er stemningen på pladsen fuldstændig forandret,« siger han.
Men selvom de EU-venlige demonstranter har vundet deres hidtil største sejr, siden de tre måneder lange protester begyndte, blev fredsaftalen ikke modtaget med jubel. Ikke en eneste af de demonstranter, som Simon Kruse havde talt med, var tilfredse med resultatet.
»Folk er glade for overgangsregeringen og genindførelsen af 2004-forfatningen, men et præsidentvalg, som måske først kommer til december - om ti måneder - det er et helt uacceptabelt perspektiv for dem,« siger Simon Kruse.
Demonstranterne kræver Viktor Janukovitjs afgang omgående, og nogle taler endda om, han skal fængsles eller stilles for en krigsret.
»Så aftalen er kun et første, lille skridt, og den får helt tydeligt ikke demonstranterne til at forlade Uafhængighedspladsen. Tværtimod strømmer flere til nu, hvor kampene er indstillet, og der bygges stadig nye barrikader,« siger Berlingske-korrespondenten.
De seneste dages blodige sammenstød med politiet har kostet flere end 70 mennesker livet og såret hundredvis. Fredag aften blev kister med dræbte båret rundt på Uafhængighedspladsen som en hyldest til de faldne. Der blev gjort korsets tegn og bedt en bøn fra scenen.
Video: Se ukrainerne strømme til Uafhængighedspladsen:
Fakta: Ukraines fredsaftale
Fredsaftalen, som fredag blev indgået mellem præsident Viktor Janukovitj og de tre oppositionsledere Vitali Klitsjko, Oleh Tyahnibok og Arsenij Jatseniuk indebærer at:
▪ Der holdes præsidentvalg så snart en ny forfatning er vedtaget - dog ikke senere end december 2014.
▪ Der dannes en samlingsregering inden for ti dage af aftalens underskrivelse.
▪ Forfatningen fra 2004 genindføres. Dermed får præsidenten mindre magt. Der gennemføres reformer, som flytter magt fra præsidenten til parlamentet.
▪ Myndighederne ikke indfører undtagelsestilstand i Ukraine. Både opposition og myndigheder vil afstå fra at bruge vold.
▪ Parlamentet giver amnesti til demonstranter, som har besat offentlige bygninger.
▪ Demonstranter afleverer ulovlige våben til indenrigsministeriet inden for 24 timer.
▪ Politi og sikkerhedsstyrker trækker sig tilbage fra konfrontationer, og at politifolk kun bliver udkommanderet til at beskytte offentlige bygninger.
▪ Demonstranter skal forlade besatte bygninger landet over, og at begge parter vil gøre deres yderste for at sikre, at normaliteten i landet genskabes.
▪ Undersøgelser af den seneste tids voldshandlinger iværksættes og monitoreres af ukrainske myndigheder, oppositionen og Europarådet.
Video: Demonstranter skudt ned i Kievs gader (Advarsel: Voldsomme billeder)
Video: Ukrainske sikkerhedsstyrker skyder mod demonstranter: