En dunst af svovl river os i næsen, mens en hvæsende lyd stiger i styrke, jo tættere vores trætte vandreben bringer os på vulkankrateret. At kigge ned i krateret er som at kigge direkte ned i helvede. Det hvæser som en arrig kat, mens søjler af svovlstinkende damp siver ud flere forskellige steder i krateret, både foran os og bag ryggen på os.

Vi kigger ned på turkise og svovlgule kratersøer, rødlige klippeblokke, grøn skov og blå himmel – der bliver virkeligt malet med hele farvepaletten. Udsigten er formidabel. Så langt øjet rækker, kan vi se enorme skove, glimtende bjergsøer, spidse bjergtinder og vulkantoppe.