Den mangeårige socialdemokratiske minister og tidligere overborgmester i København Ritt Bjerregaard er uhelbredeligt syg af kræft og mener, at aktiv dødshjælp skal være lovligt i Danmark.
Derfor giver den 75-årige Ritt Bjerregaard nu offentligt sin støtte til den pensionerede læge Svend Lings og kalder ham modig.
Svend Lings er medlem af gruppen Læger for Aktiv Dødshjælp og blev for nylig politianmeldt efter at have udskrevet recepter til flere end ti uhelbredeligt syge patienter, så de kunne tage deres eget liv med en overdosis sovemedicin. Han står nu til at miste sin lægeautorisation.
