Ugens opture

Seksstjernet anmeldelse

Der må næsten falde det maksimale antal stjerner, når det nu er lykkedes Peter Holten Mühlmann at hente godt 500 mio. kr. i ny kapital til sit boomende væksteventyr Trustpilot.

Pengene falder fra britiske investorer, og de kommer til at sætte ekstra meget fart på den danske virksomhed, som med sine nu 400 ansatte forlængst har forladt gruppen af små iværksættervirksomheder.

De mange penge betyder bl.a., at der skal ansættes folk i hobetal, og der er god grund til at være optimist på Peter Holten Mühlmanns vegne. For ikke alene har han stadig kontrol over en stor luns af selskabet, han kan nu også sikre vokseværket for andres penge.

Det er da noget af et forbillede for andre håbefulde iværksættere – hvad enten de er danske eller fra Silicon Valley

Det understreger i hvert fald, at der ingen mangel er på kapital til de nye spændende virksomheder – så længe potentialet er i orden.

Højtflyvende

Normalt er det Gossips seniorredaktør Hansen, der står for de højtflyvende drømme her på redaktionen. Men i stedet for at skrive om dem så er den gode redaktør denne gang taget i højdetræningslejr i de italienske alper for at gøre sig klar til en snarlig cykeltur til Paris. Så nu mosler seniorredaktøren rundt i stramtsiddende mangefarvet Lycra, mens vi andre arbejdsheste fejrer ugens vindere.

Herunder århusianske Terma, der i denne uge scorede en kontrakt med den amerikanske flygigant Boeing, der ikke alene kan udløse millioner og milliarder i indtægt, men som også kan skabe hundreder af nye arbejdspladser i Grenå. Den slags drømme er da værd af fejre. For Terma, med direktør Jens Maaløe i spidsen, har med aftalen åbnet en port til betydelige ordrer fra Boeing. Ikke koblet op på de forsinkede kampfly model F-35, men i stedet på leverancer til det civile langdistancefly 777. For Terma kan aftalen blive en betydelig gamechanger – nu, men først og fremmest på den lange bane. Så drømmene lever i Århus.

Meget alvorlig leg i Kompan

Det kan godt være, at produkterne signalerer sjov og ballade og børnelegepladser. Men det er hård og snart endnu større business at drive en af verdens store producenter af udstyr til legepladser, danske Kompan.

Selskabet, der kontrolleres af Lego-pengetanken Kirkbi og investor Christian Dyvig, er godt i gang med at gøre selskabet til en endnu bedre og endnu større forretning.

Selskabet, der har Connie Astrup-Larsen i spidsen, har netop leveret nydelige regnskabstal, og faktisk vurderes det internt i selskabet, at udsigterne for fremtiden er lysere end lyse.

Årsagen er bl.a., at konkurrencen er relativt begrænset, at konkurrenterne er små og lokale, hvorfor Kompan med et kraftspring venter at kunne sætte sig på en god bid af verdensmarkedet.

Det skal ske med en accellereret globalisering og med fokus på en stribe af de store markeder. Så allerede nu kan Connie Astrup-Larsen fortælle gode historier – og alt tyder på, at de bliver endnu bedre.

Ugens nedture

Blodtud til sky discount-kæmpe

De fleste kender eller har hørt om discountkæden Aldi. Men få - vel nærmest ingen, kan sætte navn på den danske direktør - og vel heller ikke de tyske ejere af slagsen.

Lad os afsløre navnene her:I Danmark står Hans Erik Hansen i spidsen. I Tyskland var det nu afdøde Theo Albrecht, der var den store ejer og motor i koncernen. Men ligeså sky Theo Albrecht var, ligeså meget har det smittet af på den danske kædes opførsel.

Nå, tilbage til taberlisten. For med et tab i 2014 på hele 265 mio. kr. er det hårde tider for Aldi. Et trængt discountmarked, hvor konkurrencen konstant intensiveres, har spoleret Aldis egenart og lille niche. Derfor har selskabet tabt millioner og atter millioner i årevis - og siden 2010 faktisk i stadig stigende cifre.

Det efterlader mange spørgsmålstegn ved kæden og dens mulighed for at overleve i Danmark. Vi får ingen svar ved at læse regnskabet - helt i tråd med kædens ikkeeksisterende informationsstrategi.

Kan nogen overhovedet lide Blatter?

Det er sin sag at hedde Sepp Blatter p.t. Manden, der har været præsident i det internationale fodboldforbund i nu fire perioder, kæmpede fredag (efter redaktionens afslutning, red.) for sin fortsatte karriere i spidsen for det udskældte forbund.

Ugens anholdelser af en stribe Blatter-støtter illustrerede med tydelighed, hvor langt FIFA er kommet ud på overdrevet. Rygter og grimme fortællinger om korruption, bestikkelse og svindel har længe været en del af fortællingen om Blatter og hans slæng. Nu slår de amerikanske myndigheder til på den hårde måde, og det bør være utænkeligt, at Blatter overlever situationen.

Han har nemlig haft mange år til at rydde op i moradset, men har i stedet udelukkende set på indtjening og kæmpet for sin magtbase – uagtet at fodbolden og de millioner af fodboldspillere og fodbold-elskere verden over er endt som de store tabere. Så farvel – og ikke tak til Sepp Blatter – tak.

Topchefer søges!

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opnå at agere spindoktor. Men lad mig prøve – sådan lidt for sjov og bare for én dag. Jeg vil i hvert fald gerne sende gode råd af sted til nogle af de tunge danske erhvervsfolk – og det er gratis at lytte eller lade være.

For hvor pokker bliver I af i valgkampen?

Med ganske få undtagelser – f.eks. direktøren fra Panorama, der blev slæbt ind i manegen af Lars Løkke Rasmussen, så glimrer topcheferne ved deres fravær.

Vi ved ganske enkelt ikke, hvad de mener om blå og rød bloks økonomiske udspil og løfter (som man i øvrigt kan have mange meninger om). Vi kender ikke deres holdninger til diskussionen om udenlandsk arbejdskraft. Og sådan kunne jeg blive ved.

At topcheferne vil holde sig ude af politik er til at forstå. Det giver så meget støj på linjen. Men netop i en valgkamp som denne, som tyder på at blive de store løfters valgkamp, så er der behov for indspark fra virkelighedens verden – altså fra dem, der via virksomhederne sikrer job og indtjening til at finansiere de mange løfter.