Ugen på kanten: Kvinder under pres
Abraham Lincoln sagde angiveligt engang: En kvinde er det eneste, jeg er bange for, som jeg ved ikke kan slå mig ihjel.
Abraham Lincoln sagde angiveligt engang: En kvinde er det eneste, jeg er bange for, som jeg ved ikke kan slå mig ihjel.
De samme tanker gør filmproduceren Harvey Weinstein sig formentlig i disse dage. Kvinde efter kvinde er stået frem og har fortalt, hvordan Hollywood-produceren bag film som »Tiger på spring, drage i skjul«, »Pulp Fiction« og »Den engelske Patient« forsøgte at presse dem til sex og tilsyneladende havde en fast modus operandi:
Han inviterede smukke skuespillerinder op på sit hotelværelse, opdagede til sin store overraskelse, at han kun havde en badekåbe på, hvorefter de jo lige så godt kunne udveksle mere eller mindre spontane massager og sex. Nogle sagde nej, mens andre følte sig presset til at gøre det for karrierens skyld.
Nu er fortiden vendt tilbage for at sparke ham ned fra tronen, og Harvey Weinstein har på kort tid mistet sin stilling, sin magt og sit eftermæle.
Andre steder denne uge var det mest kvinderne selv, der kom under pres. Det danske kvindelandshold i fodbold har igennem længere tid forhandlet med DBU om deres løn og arbejdsforhold, herunder om DBU skal være deres arbejdsgiver. Forhandlingerne er flere gange gået i hårdknude, og onsdag blev det for meget for selv Helle Thorning-Schmidt.
Hun er formand for en såkaldt kvindekommission, der skal få flere piger og kvinder til at interessere sig for fodbold. Det kommer sikkert bag på de fleste, at sådan en kommission findes, men hvem er bedre til at stå for det arbejde end den tidligere statsminister? Hun elsker tilsyneladende fodbold så højt, at hun ikke kan nøjes med at holde med ét hold.
Da hun i sin tid stillede op til valg på Østerbro, erklærede hun, at hun selvfølgelig holdt med FCK, men da Brøndby IF fyldte 50, sagde hun, at hun selvfølgelig holdt med dem. Da var det i øvrigt første gang, hun havde sat sine ben på det stadion. Problemerne med kvindelandsholdet fik hende dog virkelig op i det røde felt.
»Hvis ikke Danmark kan spille VM-kvalifikationskampe, smuldrer fundamentet for dansk kvindefodbold, og vi har derfor svært ved at se, at det giver mening at fortsætte Kvindekommissionens arbejde,« lød det med en slet skjult trussel i en udtalelse fra kommissionen.
Det lod dog ikke til at gøre det store indtryk i fodboldverdenen. Torsdag blev kvindelandsholdets kamp mod Sverige endegyldigt aflyst.
Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev har også været under pres af BTs afsløringer i et stykke tid. Senest kunne BT afsløre, at kommunens embedsmænd havde haft særdeles travlt op til hendes bryllup på rådhuset, da de skulle svare på hele 84 spørgsmål fra den kommende brud.
Her et udpluk: Hvis vi gerne vil være 300 mennesker, kan vi så åbne ind til biblioteket? Hvis vi ikke kan være i festsalen, kan vi så være i Rådhussalen? PS. Hvorfor må vi ikke åbne ind til biblioteket? Har I små vaser? Stiller I de der snore rundt om salen, så turisterne ikke kan komme ind? Jeg troede, der var lukket for turister klokken 13? Hænger der flag i salen? Er der kagekniv og kagespatel til at skære kagen og lægge den på tallerkenen? Og sidst men ikke mindst: Er det Jeanette, der hjælper med cavaen i morgen?
Det sidste ved kun de op mod 300 gæster, der var med til borgmesterens store dag.
Denne uge besluttede borgmesteren endelig at betale 65.000 kroner til Københavns Kommune; nøjagtigt det beløb, det ville have kostet hende at leje rådhuset til sit bryllup, hvis hun altså havde betalt for det i første omgang.
»Jeg har lyttet til kritikken og er blevet klogere. Der er forskel på, hvad der er regler, og hvad der er rimeligt. Jeg har fokuseret på reglerne i sagen om mit lån af rådhusets lokale til min bryllupsreception,« oplyste hun på Facebook onsdag.
Anna Mee Allerslev havde åbenbart været så optaget af at gøre alting efter bogen, at hun helt glemte, at hun var i gang med at misbruge sin position til at få borgerne til at betale for sit bryllup. Hendes beslutning bliver nu rost til skyerne, blandt andet af hendes partikollega Zenia Stampe.
»Respekt til Anna Mee Allerslev for at vise ydmyghed og lytte. Det er også sådan, jeg kender hende gennem ti års venskab. Stærk og stædig. Men også trofast, ydmyg og generøs,« skrev Zenia Stampe rørstrømsk på Facebook.
Hendes partiformand Morten Øster-gaard, der tidligere havde slået fast, at »BT kan rende og hoppe«, formulerede sig nu i mere højtsvævende sætninger.
»Det er så let at blive fanget i sin egen logik og vende det døve øre til kritik. At stå fast på, at ret er ret, og alle regler er fulgt. Det svære er at lytte til kritikken og mærke efter, om der er noget, som giver stof til eftertanke, og så tillade sig selv at blive klogere. Det gør Anna i dag. Det har jeg dyb respekt for,« lød det fra Morten Østergaard.
Opbakningen afslører, at de Radikales selvopfattelse i sandhed er i en liga for sig selv. Når andre politikere tages med fingrene i kagedåsen, er det noget svineri. Når radikale politikere tages i det samme, udnævnes de til Moder Teresa. Vi ønsker Anna Mee Allerslev tillykke med den økonomiske uafhængighed. Den er en del af at blive voksen og selvforsørgende.