Uffe Elbæk bryder med de Radikale. Det meddeler den tidligere kulturminister i en pressemeddelelse.

Elbæks beslutning bunder i et ønske om at kunne ytre sig og handle friere.

»Jeg må efter alle disse år se i øjnene, at min ambition er i højere grad at arbejde for en mere gennemsigtig, mangfoldig og entreprenant politisk kultur. Jeg har brug for at kunne kalde en skovl for en skovl, uden at det bliver et loyalitetsproblem,« siger Elbæk i pressemeddelelsen.

Uffe Elbæk ønsker ikke mindst at gøre op med den nuværende vækstdagsorden.

»Hvorfor holder vi så stædigt fast i en fastlåst økonomisk vækstforståelse og en accept af konkurrencesamfundet? Der er brug for en politisk dagsorden, som fokuserer på at øge befolkningens livskvalitet samtidig med, at vi bruger markant færre af klodens ressourcer,« siger Uffe Elbæk.

Røffel og barsel til mænd fik bægeret til at flyde over

Han udbyder på Facebook, at Roj-TV-sagen og offentlighedsloven grundlæggende strider mod hans opfattelse af kernen i det danske demokrati, men det var to nylige konkrete sager, der fremskyndede hans beslutning om at melde sig ud.

»Den første var, at jeg fik endnu en irettesættelse pga. af min kritik af Henrik Sass Larsens udtalelser i Information. Det andet var regeringens beslutning om at droppe den øremærkede barselsorlov til mænd. Det var de to begivenheder, der fik det berømte bæger til at flyde over,« skriver Elbæk på Facebook.

Han understreger, at han fortsat vil støtte den siddende regering.

»Jeg har i den radikale gruppe argumenteret for, hvor vigtigt det er, at vi som parti og regering formulerer en progressiv centrum-venstre-strategi for Danmark. Derfor vil jeg også fremover pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Også selvom det er den selvsamme centrum-venstre-regerings politik og prioriteringer, der er årsagen til min beslutning om at træde ud af den radikale gruppe. Det kan lyde som et paradoks, men det er det ikke. For jeg ved, hvad alternativet er til den nuværende regering. Og det er på ingen måder ønskværdigt,« skriver Uffe Elbæk på Facebook.

Vestager tror på fremtidigt samarbejde

De Radikales leder Margrethe Vestager tweeter, at hun tager Uffe Elbæks udmeldelse til efterretning.

»Uffe siger farvel til Radikale Venstre for at blive partipolitisk fri. Det tager jeg til efterretning - tror også vi vil samarbejde fremover,« skriver Margrethe Vestager.

Uffe Elbæk blev kulturminister i oktober 2011, men forlod posten i december 2012 efter polemik om nepotisme i forbindelse med gøglerskolen AFUK. Statsrevisorernes undersøgelse frikendte Elbæk.

DEBAT: Har Uffe Elbæk en fremtid i dansk politik? Del din mening under artiklen eller på vores Facebook-side