Et privatfly af mærket Piaggio måtte i 2009 nødlande på Grønlands indlandsis syd for Søndre Strømfjord, fordi flyet løb tør for brændstof. Flyet blev smadret, og piloten over­levede kun ved et rent held, fordi flyets forende mirakuløst kurede hen ad isen med piloten i god behold ­indeni.

Tilbage i 2009 blev forhenværende havariinspektør Lars Christoffersen undersøgelsesleder på havariet og ­rejste til Grønland for at undersøge omstændighederne omkring ulykken. I sin endelige rapport argumenterede han blandt andet for, at Havarikommissionen skulle anbefale et bedre samarbejde mellem Canadas, Grønlands, Norges og Islands flyveledelser, der kontrollerer luftrummet i området.

Luftrumskapaciteten kunne efter hans vurdering øges ved fortsat udvikling og implementering af et nyt »radar system«. Systemet var under test og baseret på information sendt fra flyene, og Lars Christoffersen ­anbefalede, at testen med det nye system blev speedet op.

»Hvis der havde været tilstrækkelig kapacitet i luftrummet over Nordatlanten, ville det være mærkeligt, hvis Piaggioen ikke havde ­fået den ønskede flyvehøjde – og dermed undgået at forulykke,« siger Lars Christoffersen til Berlingske. Samtidig anbefalede han et bedre sam­arbejde mellem flyveledelserne i ­Canada, Grønland, Norge og Island. Men begge havariinspektørens anbefalinger blev strøget fra rapporten om ulykken i Grønland af Havarikommissionens chef Martin Pug­gaard til Lars Christoffersens store fortrydelse:

»Piloter, der flyver over Nord­atlanten, er stadig usynlige for flyvelederene, fordi der ikke er radardækning. Situationen er i dag den den samme, som da Piaggio’en forulykkede. Fly vil stadig ikke altid kunne få tildelt den ønskede flyvehøjde. Det resulterer i øget brændstofforbrug, mindre brændstofreserve og dermed risiko for at løbe tør,« siger Lars Christoffersen.

Lars Christoffersen blev afskediget af Havarikommissionens chef Martin Puggaard i 2013 som »uegnet« til sit arbejde. I 2015 kendte Københavns Byret afskedigelsen uberettiget.

Martin Puggaard ønsker ikke at kommentere sagen.