»Hvad, der kan gå galt, vil gå galt,« siger Murphys lov. »Det, der ikke kan gå galt, går også galt,« kan Det Konservative Folkeparti tilføje i en regibemærkning til loven.
Selv politiske kommentatorer har opgivet at rejse en storm, når det gælder Det Konservative Folkepartis krise. Samt når det angår partiformand Lars Barfoeds problemer. I stedet slippes en vind, og en skæv kommentar afleveres. TV 2s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, bemærkede eksempelvis i forbindelse med nyheden om partiformand Barfoeds »straks-skilsmisse«, der ifølge hustruen blev udløst på grund af utroskab:
»Nu ved vi da i det mindste, at Barfoed er i live.«
Gruppeformand og tidligere justitsminister Brian Mikkelsen mente dertil, det var nødvendigt at understrege det på Politiken.dk: »Der er 100 procent opbakning til Lars Barfoed,« sagde Mikkelsen og erklærede, at der ikke var noget alternativ til formanden: »Men fordi vi er i en presset situation, vil der selvfølgelig være nogle, som tror, det er løsningen at vælge en ny formand, men dér viser empirien, at det ikke hjælper at skifte formand.«
Det sidste er uomgængeligt. En slags halveringslov synes endda at være forbundet med vælgeropbakningen til Det Konservative Folkeparti. Fra Bendt Bendtsen, der nedladende blev benævnt som »Mr. 10 procent«, over Lene Espersen, der trak partiet ned på fem procent, til Barfoed, hvis opinionstal har været nede i nærheden af to en halv procent.
Mandag syntes Lars Barfoed at have fundet en sjælden medvind. Han tronede magtberedt, knappende jakken, på forsiden af Berlingske. Der skal skæres, VK-ønsket om nulvækst i offentlige udgifter kommer til at gøre ondt, lød budskabet. Og Barfoed lignede en handlekraftig leder. To sekunder efter pillede Venstre pynten af den konservative formand. Lars Løkke Rasmussen fratog Barfoed dagsordenen med et forslag om afgiftsstop for landets virksomheder.
Og kort efter blev pickup’en på ny sat i rillen på en gammel schlager om det gamle parti i medierne: Konservative kommunalpolitikere, der tvivler på en konservativ formands duelighed tilsat det tilbagevendende omkvæd om diverse såkaldte alternativer og »håb«. Den oftest nævnte og mest fremhævede som partiets håb er medlem af Borgerrepræsentationen i København, Rasmus Jarlov.
»Jeg har ikke noget imod at blive set som »et håb«. Men forventningerne skal ligge på det rette leje. Og det, jeg koncentrerer mig om, er at føre os frem til et godt kommunalvalg i København,« siger Jarlov, der »ikke vil bidrage til, at der skrives mere om den landspolitiske situation.«
Det Konservative Folkepartis angiveligt mest lovende politiker ønsker således for tiden ikke at udtale sig om Det Konservative Folkepartis »landspolitiske situation.« Hvilket måske får nogle til at spørge, hvor partiet efterhånden skal finde optimisme og håb i al denne modgang og formummelse?
Den amerikanske tegner Gary Larson illustrerer optimisme med tegningen af en mand, der går fløjtende gennem Helvedes flammer. Fordømte omkring ham hakker, sveder og lider. To djævle betragter skeptisk den fløjtende mand, og den ene bemærker: »Vi trænger simpelthen ikke igennem til den fyr.«
Hvis helvede i øjeblikket er at ligne De Konservative, så er folketingskandidat Casper Strunge den fløjtende mand. Den ene meningsmåling efter den anden tegner et katastrofalt billede af vælgernes opbakning. Strunge fastholder, at partiets potentiale er enormt. Og Casper Strunge belønnes nu med det, der efter alt at dømme ligner en sikker opstilling i Gentoftekredsen. Den bliver ledig, fordi Benedikte Kiær forlader landspolitik og sigter efter borgmesterposten i Helsingør. Selv siger Casper Strunge, da den ukuelige optimisme et kort øjeblik slår sprækker:
»I vores situation er der ikke noget, der er sikkert. Der har været krise i halvandet til to år, og det er svært at være i et parti, der bløder,« siger 39-årige Strunge, der er uddannet lærer og driver et filmselskab i hjertet af sin hjemkommune, Frederiksberg, en af få tilbageværende konservative højborge: »Men jeg tror, at mange vælgere sukker efter en anden type politiker – politikere med mere visionære mål. Og der kommer vi som kaldet. Vi konservative har hele pakken i form af de tre grundpiller, som vi står på: Frihed, ansvar og fædrelandet. Ingen af delene kan stå alene, og det adskiller os fra andre.«
Uagtet Strunges engagement er det sigende for partiets situation, at Gentoftekredsen går til en temmelig ukendt konservativ politiker. Birgitte Dember, kredsformand i Gentofte, begrunder valget med, at tiden er inde til at prøve noget nyt i den sikre kreds.
Casper Strunge er en del af et kuld, som skal løfte partiet. Kuldet tæller blandt andre Rasmus Jarlov, medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Rune Kristensen, tidligere formand for Konservativ Ungdom (KU), Niels Christian Selchau-Mark, byrådsmedlem i Aarhus, Thomas Krarup, byrådsmedlem i Aalborg, Sille Beck-Hansen, næstformand i KU, Mette Abildgaard, kandidat i Nordsjælland og Simon Aggesen, rådmand på Frederiksberg.
Casper Strunge tilslutter sig ikke den holdning, som siges at spire i det konservative bagland: At Lars Barfoed ikke har gennemslagskraften til at rette op på de Konservatives kamikaze-kurs. Han taler om »korpsånd.«
De modfaldne og fodslæbende er imidlertid til at få øje på. En mindre loyal partisoldat er Jørn C. Nissen, Samsøs konservative borgmester. Kommunalpolitikerne udgør, ifølge ham, partiets krop. Folketingsgruppen er ansigtet. Og det konservative ansigt vil han nødig forbindes med, når vælgerne skal stemme ved kommunalvalget 19. november.
»Jeg synes bestemt ikke, at folketingsgruppen har gjort det godt nok. De er ikke gode nok til at melde politik ud – hverken til befolkningen eller til os i kommunerne. Vi mangler nogle positive historier. Når man ligger, som vi gør, er man nødt til at arbejde sig ud af problemerne,« siger Jørn C. Nissen.
Nogenlunde samme holdning har Knud Kristensen, Vesthimmerlands konservative borgmester.
»De må finde ud af det i gruppen på Christiansborg. Det kan ikke længere være vores opgave. Jeg har besluttet at køre min kommunalvalgkamp helt selv. Folketingsgruppen har alligevel ingen mulighed for at hjælpe os. Det eneste, der kommer derfra, er negativ omtale i pressen,« siger Knud Kristensen.
Om Lars Barfoed i hans øjne er den rigtige til at rette partiet op, besvarer han med et modspørgsmål:
»Er der noget som helst, der tyder på, at det går i den rigtige retning?«
For et halvt år siden undrede tidligere udenrigs- og kulturminister Per Stig møller sig i Berlingske over et paradoks. Der er masser af konservatisme i Danmark. De Konservative får bare ikke kredit for det.
»Fordi der i dag er så mange konservative partier. Altså partier som har taget større eller mindre dele af konservatismen eller konservativ politik til sig. Tager du vore store, stabile periode i tresserne, hvor vi når op på 38 mandater i 1968. Der var ikke noget Fremskridtsparti, ikke noget Kristeligt Folkeparti, ikke noget Centrum-Demokraterne, ingen Liberal Alliance. Så har du i dag Dansk Folkeparti, der gerne vil have en national, konservativ profil, men en socialdemokratisk socialpolitik. Du har Socialdemokraterne, som gerne vil have konservativ retspolitik, men beholde sin oprindelige arbejdsmarkedspolitik. Venstre vil gerne være et liberalistisk parti, men brystede sig under Anders Fogh af at øge den offentlige sektor. Lægger du alle disse vælgere tilbage i vores kurv, er vi igen oppe på et højt mandattal. En kolossal masse konservativt gods er taget op af andre partier,« lød det fra Per Stig Møller.
Per Stig Møllers og partiets problem er imidlertid, hvad Danmark og danskerne skal med de Konservative, hvis deres værd og politik fås hos andre partier, som er bedre til at sælge varen.
Per Stig Møller har meddelt, at han ikke genopstiller ved næste valg. Samt at han måske forlader Folketinget, før valgperioden udløber. Trækker den tidligere konservative formand sig før tiden, bliver han afløst af sin suppleant, Rasmus Jarlov, som ikke opnåede valg i september 2011.
Intet andet parti i dansk politik er svinget så voldsomt fra succes til fiasko, fra håb til fortvivlelse, de seneste 30 år som Det Konservative Folkeparti. Den konservativt ledede firkløverregering gik af i 1993 på grund af Tamilsagen.
Hvis ikke partiet er i stand til at finde forklaringen på de følgende års fald i vælgeropbakning ved at se sig omkring, vil mange analytikere påpege, at de måske burde begynde at kigge ind i sig selv. Enhver formands fald siden den historisk populære Schlüter er forsøgt fremstillet som soloulykke, påpeger analytikerne. Hvilket ligner en fortrængning af fløjkrig og intern splid. Lene Espersens formandsfald blev således til endnu et mørkelagt rum i det konservative hus. Et rum, hvori lyset blev slukket, døren lukket, nøglen drejet om, og en enighed om aldrig at vende tilbage til, hvad man efterlod derinde, er vedtaget i den slags tavshed, man ellers kun ser uoverskuelige skandaler forsøgt fortrængt i dysfunktionelle familier. Dertil kommer den årtier lange strid med at komme sig over, at rollen som bærende regeringsparti i Schlüter-tiden er mange spildte mandater og afsporinger siden. Det er den slags, man internt i Det Konservative Folkeparti forsøger at forlige sig med i disse år. Og blive enige om som uomgængelig præmis for det videre arbejde. Man er blevet et lille parti.
»Denne gang ved vi, at der ikke findes noget quick fix. Der er ikke nogen nemme greb. En ny formand vil ikke hjælpe. Vi er nødt til at starte helt forfra og fra bunden,« siger en kilde i partiets top.
Ifølge partiets interne folk har både partiet de Konservative og dets formand fortsat opbakning fra uundværlige støtter i erhvervslivet. Men også i erhvervslivet ses udviklingen om ikke som uafvendelig så som alarmerende:
»De Konservative og Venstre har altid stået erhvervslivet nært og støttet op om erhvervslivets sager. Derfor ser man med bekymring på, at de Konservative er blevet så svagt. Jeg tror, at mange erhvervsfolk føler, det er trist,« siger Jesper Møller, koncernchef for Toms Group og tidligere formand for Dansk Industri, DI:
»Hvis vi ser tilbage på de seneste 30-40 års politik, har vi før set de Konservative være i krise og komme meget stærkt igen. Men det kræver selvfølgelig en klar politik og nogle personer, som kan trænge igennem. Jeg har svært ved at vurdere, om den aktuelle kurs er den rigtige. Det er tydeligt, at der prøves meget.«
Det Konservative Folkepartis regnskaber viser, at der hvert år modtages donationer fra Dansk Industri, Dansk Erhverv og andre stærke kræfter i erhvervslivet. I 2010 kom der eksempelvis omkring fem millioner kroner i private donationer. Under valgåret i 2011 kom omkring 26 millioner kroner. Regnskabet for 2012 foreligger endnu ikke, men vil formentlig vise et 2010-niveau, vurderer Birgit Aagaard-Svendsen. Hun er direktør i rederiet J. Lauritzen og medlem af økonomiudvalget i Det Konservative Folkeparti.
»I erhvervslivet kan man godt se igennem den negative presse. Og man håber, at partiet snart kan komme gennem den fase, således der igen kan komme fokus på det, som erhvervslivet kan lide ved Det Konservative Folkeparti: Nemlig partiets fokus på et ordentligt erhvervspolitisk klima,« siger hun.
Lars Barfoed stod efter det historisk dårlige valg i september, hvor partiets mandattal blev halveret og proklamerede på valgaftenen over for den lammede partiforsamling: »Nu er bunden nået – nu vender vi.«
Formanden meddelte, at han ville konsultere det konservative bagland grundigt og finde en vej ud af krisen. På efterårets landsråd præsenterede Barfoed et nyt partiprogram. Det synes ikke at have gjort nogen forskel.
Den konservative nedtur og grundstødning er ofte endevendt i medierne. Både hvad angår partimedlemmernes interne benspænd mod sig selv og hinanden gennem de seneste 30 år, og hvad angår den nuværende formands format eller mangel på samme.
Den store forfaldhistorie kan skrives tilbage til Tamilsagen såvel som det efterfølgende tidspunkt, hvor daværende formand Hans Engell ikke blot totalskadede sin egen politiske karriere mod en betonklods på Helsingørmotorvejen, men også skrællede al lak af partiet og overlod det til at køre vakkelvorn videre, pibende i alle tandhjul.
For mindre end et år siden skrev den tidligere konservative formand og nuværende politiske kommentator, Hans Engell, i sin ugentlige klumme i Ekstra Bladet om sin nuværende efterfølger under overskriften »Færdig«:
»Lars Barfoed er færdig. Det kan vare nogen tid, før dommen bliver eksekveret, men sandsynligheden for, at Barfoed står i spidsen for Det Konservative Folkeparti ved det næste folketingsvalg, er stort set lig nul. Med meningsmålinger, der historisk er helt i bund, udsigt til et kommunalvalg, der kan koste ældgamle konservative bastioner som Frederiksberg og Vallensbæk, samt en stigende uro over, at nedturen er ved at bide sig fast – Venstre er ti gange større end de Konservative – har fået centrale konservative aktører til at kigge sig om efter andre valgmuligheder.«
Altså det modsatte af TV 2-kommentator Henrik Qvortrups kække og måske mindre alvorligt mente konstatering. Det er imidlertid det samme, man får at vide, hvis man henvender sig i de indre konservative cirkler i disse dage. Rygterne om Lars Barfoeds død er overdrevne, hedder det.
Men i politik kan den slags som bekendt forsikres så ivrigt og ofte, at det begynder at blive et vidnesbyrd om det modsatte.