Ni minutter. Så længe var Venstres finansordfører Jacob Jensen udråbt til ny forsvarsminister efter Carl Holsts afgang.
I en breaking news-besked skrev DR Nyheder:
»Venstres Jacob Jensen afløser Carl Holst som forsvarsminiseter, erfarer DR Nyheder.«
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Nyheden blev efterfølgende delt på de sociale medier med lynets hast.
Og Jacob Jensen fik sig en ordentlig en på opleveren. Det fortæller han til BT, der selv skrev, at han var blandt favoritterne til posten.
»Hej, det er den måske kommende forsvarsminister,« siger Jacob Jensen med et gevaldigt grin til følge, da han ringer BTs journalist op.
Var på Søren Gades kontor
Det understreger meget godt, hvor intense de minutter, hvor han var udråbt som ny minister, i virkeligheden var. Specielt fordi Jacob Jensen udmærket vidste, at han ikke skulle være forsvarsminister.
»Jeg var noget overrasket, da jeg hørte nyheden. Jeg var på Søren Gades kontor sammen med Jakob Ellemann-Jensen og Søren Gade, hvor vi fulgte slaget om, hvem der skulle være den nye forsvarsminister. Både Jakob Ellemann og jeg vidste, at vi ikke skulle være ny forsvarsminister. Så da en kommer hen og siger til mig, at DR har udråbt mig til ny forsvarsminister, kommer det noget bag på mig,« forklarer Jacob Jensen og griner.
Der gik ikke mange sekunder, efter DRs nyhed var ude, før Jacob Jensens telefon nærmest var rødglødende.
Mærkeligste i den politiske karriere
»Det var godt nok lidt turbulent. Min telefon gik amok. Og på de omkring ti minutter, hvor jeg var udråbt som minister, fik jeg nok 30 beskeder og flere opkald. Det var surrealistisk. For jeg vidste jo godt, jeg ikke var i spil til posten,« siger Jacob Jensen og uddyber:
»Det er klart det mest mærkelige, jeg har oplevet i min politiske karriere. Jeg var selvfølgelig beæret over at være blevet nævnt af flere eksperter som en mulig kandidat. Men jeg var klar over, at det ikke blev mig,« siger Jacob Jensen.
Selvom han har taget det hele med et smil, og stort set griner gennem hele interviewet med BT, har Jacob Jensen dog et ønske om, at danske medier bruger sagen som skrækeksempel i fremtiden.
»Jeg håber, medierne lærer af det her. Det er gået en kende for hurtigt. Og det handler nærmest kun om at komme først. Og det går ud over kvaliteten. Ikke kun i historier som den her, men også i de portrætter, som blev lavet om mig i forbindelse med mediernes dækning af en kommende forsvarsminister, var der fejl som min ordførerpost og min alder. Det tyder på, at det går lidt for stærkt,« uddyber Jacob Jensen.
I stedet for Jacob Jensen valgte statsminister Lars Løkke Rasmussen som bekendt at udråbe den tidligere skatteminister Peter Christensen som ny forsvarsminister.