Bevægelsen af mennesker fra landdistrikter til byområder kan næppe sættes i bakgear. Nutidens livsstil og familiemønstre peger for de fleste af os i den retning. Dertil kommer tiltrækningen mod uddannelser og job-udfordringer, som også får folk til at forlade en hjemstavn i udkanten af Danmark og søge mod hovedstaden eller andre bycentre som Aalborg, Aarhus, Odense, Esbjerg og Trekantsområdet.

Den enkelte borger kan man ikke planlægge tilværelsen for med centralt styrede, politiske motiver.

Det er igen aktuelt at slå fast, når kommuner og virksomheder i de tyndere befolkede områder fortæller til Berlingske Business, at de mærker uheldige konsekvenser af et paradoks midt i et mildt økonomisk opsving.

Det er endnu kun Københavnsområdet og Aarhus, der har en beskæftigelse på højde med den, der eksisterede inden finanskrisen for snart ti år siden. Alle andre regioner i Danmark er skam på vej tilbage i vækst, men de har ikke indhentet niveauet fra før krisen.

Paradokset er, at når der så opstår nye eller ledige arbejdspladser i udkanten, er det svært for virksomhederne at finde den kvalificerede arbejdskraft til jobbene. Afvandringen mod byen og et utilstrækkeligt uddannelsesniveau betyder, at det indimellem kniber med at finde de rette kandidater.

Problemet bider sig selv i halen, for det gør det mindre attraktivt at oprette nye job, hvis det er en kamp at fylde fabrikshallerne, og det bliver mindre attraktivt at blive i eller flytte til området, hvis ægtefællen ikke også kan finde passende beskæftigelse.

Hvad skal politikerne så gøre ved det? Fra nationalt hold gælder det i første række om at sikre ordentlige grundvilkår for virksomhederne, kommunerne og borgerne.

Her er opgaven primært at sikre ordentlig infrastruktur – fysisk såvel som digitalt – samt tålelige skatter. Det er ikke befordrende for udkantsområderne, at en erhvervsaktiv familie skal betale for seks biler, når den har brug for to.

Fremfor alt har vi ikke brug for flere særordninger med karakter af ulandsbistand. Dem har vi i forvejen alt for mange af. De fremmer kun bureaukrati og en kultur om offentlig understøttelse. Vi har tværtimod brug for mere konkurrence og lyst til at komme ind i kampen.

Her har de kommunale politikere et stort ansvar. Det er til tider ikke nogen nem opgave at holde liv i et tyndt befolket område, men byråd og borgmestre må selv gøre sig attraktive. Her spiller infrastruktur igen en stor rolle – moderne mennesker er og skal være mobile. Det kommunale serviceniveau betyder meget for både virksomhedernes lyst til at etablere sig og udvide produktionen og for borgernes lyst til at blive boende.

En slank og effektiv kommune med gode skoler, en åben erhvervspolitik og en lav skatteudskrivning kan altså stadig gøre sig fortjent til, at tilstrækkeligt mange har lyst til at kalde det deres hjem.