Stemningen var i top i seneste udgave af Ugens Dilemma. De kvindelige medarbejdere på sekretariatet gik rundt med bankende hjerter og blussende kinder på grund af kollegaen Giacomos gavmildhed med kram, håndkys og blomster. Men pludselig står lederen med en udfordring, da Giacomo bliver beskyldt for sexchikane af en nye medarbejder.

Men der er ikke skyggen af lummerhed og slet ikke sexchikane i sagen, lyder konklusion på dilemmaet fra ledelsesrådgiver hos Lederne Henning Korsbæk Frandsen.

»Hvis Giacomo gik efter én bestemt kvinde, ville det være sexchikane, men han strør jo om sig med kram og komplimenter til alle kvinderne på arbejdspladsen. Det er derimod et udtryk for to kulturer, der støder sammen: Den varmblodede italiener, der kommer ind i en dansk virksomhed,« siger Henning Korsbæk Frandsen.

Ledelsesrådgiveren lægger vægt på, at ingen af de andre kvindelige medarbejdere tager Giacomos opførsel ilde op, men at de derimod synes at nyde opmærksomheden.

»Den positive respons fra de kvindelige kolleger er medvirkende til, at han holder fast i sin adfærd. Dilemmaet opstår, fordi der er skabt en særlig ånd medarbejderne imellem, men den nye kollega, Lene, er ikke en del af den ånd og kan ikke forstå den,« forklarer Henning Korsbæk Frandsen.

Øvelsen som leder er at løse sagen på laveste, mest uformelle konfliktniveau og forhindre, at den eskalerer til virksomhedsniveau. Henning Korsbæk Frandsen vælger derfor løsningsmulighed nummer 3, der går ud på at tage fat i Giacomo og bede ham om at nedtone sin adfærd.

»Lederen bør forklare Giacomo, at han bliver nødt til at skrue lidt ned for blusset og argumentere for hvorfor – uden at det bliver anklagende. Giacomo skal vide, at hans positive sind er værdsat, men at folk har forskellige grænser, og at han derfor ikke kan have samme adfærd og relation til alle kolleger. På den måde undgår man at udstille eller løfter pegefingre over for Giacomo, så han forhåbentlig bliver ved med at bidrage til den gode stemning med sine komplimenter. Det vinder hele virksomheden ved,« siger Henning Korsbæk Frandsen.