Egentlig står grundhistorien at læse i billedet fra et forsidemøde på Se og Hør i 2007.
Qvortrup kigger på sin praktikant, Ken B. Rasmussen. Praktikanten har netop udmærket sig med historien om, at partileder Naser Khader har fået foretaget sort arbejde midt i et folketingsvalg. En præstation. Og en løgnehistorie.
En del kendisser vil om billedet sige, at Dr. Frankenstein her studerer sit monster. For hvor passende er denne sammenligning ikke?
»Da væsenet slår øjnene op, bliver Frankenstein grebet af gru, og det går op for ham, at han har skabt et monster. Han flygter rædselsslagen fra sin egen skabning. Frankensteins rædsel er kun en forløber for det, uhyret kommer til at opleve. Alt det gode, der gemmer sig i den grufulde skikkelse, bliver snart forvandlet til ondskab. Uhyret indleder en uhyggelig vendetta,« som det hedder i en analyse af Shelleys gyserroman på litteratursiden.dk.
Henrik Qvortrup sidder i 2007 på sit chefredaktørkontor på Se og Hør og observerer Ken B. Rasmussen. Tilsyneladende lige dele fascineret og mystificeret. Hvad kan man egentlig bruge denne skabning til? Praktikanten sidder tungt. Lidt stiv og firkantet. Som skal han smøres i leddene, anvises gå-retning samt på anden måde vækkes til live. Billedet har intet fokus. Der synes tomt mellem de to. Men en usynlig snor er trukket mellem dem. De er allerede forbundne.
Torsdag formiddag i denne uge havde Berlingske en interviewaftale med Henrik Qvortrup. Den tidligere Se og Hør-redaktør blev i stedet anholdt. Og derefter sigtet. For »i et større antal tilfælde« at have benyttet den såkaldte tys-tys-kilde til »uberettiget at have skaffet sig adgang til andre personers oplysninger hos IBM og Nets og mod betaling af et større beløb at udlevere de to firmaers forretningshemmeligheder i form af en række kendte personers kreditoplysninger til ansatte på Se og Hør«, som det hedder.
Henrik Qvortrup erklærede sig uskyldig.
Da Berlingske senere på dagen talte med ham, kunne han stort set intet huske om dengang, han havde ansvaret for »ansættelsen« af tys-tys-kilden på Se og Hør.
»Jeg ved, at jeg er blevet introduceret til den kilde, men jeg har ingen erindring om det... Jeg kan ikke huske, hvilke historier vi har brugt kilden til. Jeg kan læse mig til i aviserne, at det skulle være i forbindelse med Joachims og Maries bryllupsrejse...Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg har modtaget den mail. Derfor kan jeg heller ikke huske, om jeg har svaret på den.«
Alle vidnesbyrd hidtil siger, at med Henrik Qvortrups tiltrædelse som chefredaktør på Se og Hør fandt det normskred sted, som foreløbig har ført til sigtelser af tidligere journalister og chefredaktører på bladet. Som det hed 4. maj i dagbladet BT, der har bragt sagen frem på baggrund af Ken B. Rasmussen – den tidligere praktikants – bog »Livet, det forbandede«: »Henrik Qvortrup skruede op for paparazzimetoderne, brugte mere overvågning, og efter få uger i hjørnekontoret etablerede han ’stikkerlinjen’, hvor folk kunne få op til 5.000 kr. for et godt tip.«
Det var på denne linje, tys-tys-kilden, der lænsede de kendtes betalingsoplysninger, meldte sig. En lignende sag om bestikkelse af en Nordea-ansat mod kontooplysninger på Se og Hør i Norge i 2007 havde dertil fundet sted. En sag, der dengang fik Qvortrup til direkte at opfordre danske bankansatte til at tippe danske Se og Hør.
»Det var en dum og kæk bemærkning, som guderne skal vide, at jeg gerne ville holde kæft med med tilbagevirkende kraft. Måske forsøgte jeg at være lidt mere kontroversiel og kæk. Der var jeg for kæk. Det fortryder jeg,« sagde Henrik Qvortrup torsdag til Berlingske.
Hvis man forhører sig i den danske medieverden – særligt i den politiske del – er Henrik Qvortrup en respekteret mand. Qvortrups direkte konkurrent som politisk analytiker, DR s Ask Rostrup, erklærer sig tillige som direkte ven, selvom de to ikke ses privat.
»Jeg blev simpelthen så glad, da han forlod Se og Hør og fik job på TV 2. Henrik og jeg har kendt hinanden siden Journalisthøjskolen. Jeg blev i sin tid ansat under ham på Berlingskes politiske redaktion. Jeg tror ikke, der er andre, jeg har lært mere af om det politiske magtspil, end jeg har af ham. Han er jo sindssygt dygtig analytisk,« siger Ask Rostrup.
Han fremhæver Qvortrup som en ærlig mand omkring journalistik.
»Henrik er et meget ukompliceret menneske. Han er, hvad han giver sig ud for at være, og han har det svært med andre, hvor dette ikke er tilfældet. Og så er han den type ven, der ved, hvornår han skal være der – ikke anmassende, bare som en markering,« siger Rostrup.
Det er følgelig kommet voldsomt bag på Rostrup, at hans ven og kollega nu er sigtet for systematisk brug af hemmelige oplysninger. Ask Rostrup ønsker ikke at kommentere på sagen. Ikke på det foreløbige grundlag.
»Jamen, jeg har altid undret mig over, at han tog det job på Se og Hør, men det skyldes måske snarere, at det er så langt fra min verden. For Henrik har sgu altid haft et udestående med kendte mennesker, der klynker, når de møder modgang. Han hader forstillelse, og måske han så sit snit til noget her.«
Ifølge Naser Khader er forklaringen på forløbet enkel og kompliceret på én og samme gang. Henrik Qvortrup er to personer. Khader hævder at have mødt dem begge flere gange. Hvilket falder klart ud til den enes fordel.
»Henrik Qvortrup kan være noget af det sødeste. Man han har også have denne her kyniske, ondskabsfulde og destruktive side. Han er kongen af janteloven. Hvis nogen tror, at de er noget, så skal den lille nørdede og sære dreng i ham nok sørge for at pille dem ned. Det er en dobbelthed i ekstremer,« siger Naser Khader.
Han lagde sag an mod Se og Hør og Henrik Qvortrup for sort-arbejde-forsiden i sin tid. En historie, der fik ham til at kalde Qvortrup »et svin« for åbent TV-kamera. Politikeren vandt en erstatning på 25.000 kroner, men han havde for længst tabt valget.
»Kongen af janteloven« udsættes, ifølge Khader, nu for sin egen magtindbildning. Forestillingen om at være hævet over andre – som Qvortrup tilsyneladende har set sig selv som retfærdig betvinger af – krøb ironisk nok ind i manden selv. Som blev Qvortrup det monster, han hævdede at bekæmpe, blot for nu at måtte se sig selv stå anklaget for sin uhyrlighed. Hvilket Khader ikke finder hverken trøst eller glæde i.
»Sagen om porten smadrede mig politisk. Nu er jeg kommet videre, og jeg bærer ikke nag. Jeg har ondt af ham. Jeg har selv været lige så langt nede, som han er nu. En klog mand sagde engang, lever du med sværdet, så kommer du til at dø ved sværdet på et tidspunkt. Det er det, han oplever nu,« siger Naser Khader.
Er der udbredt kollegial anerkendelse af Qvortrups evner som analytiker og interviewer, er det samme ikke tilfældet, når det gælder hans evner som redaktionel leder. Henrik Qvortrup har skiftet job en del gange i karrieren. De fleste større dagblade har haft ham ansat. Daværende chefredaktør på Ekstra Bladet Bent Falbert hyrede i 1997 Henrik Qvortrup som chef for den politiske redaktion på avisen.
»Det første han gjorde hos os, var at stjæle en rejse med statsministeren fra en menig politisk medarbejder. Det var den dårligst mulige entré på bladet, og de andre hadede ham. Han var meget optaget af sine egne historier. Men han kunne ikke sætte folk i gang og uddelegere opgaver. Han gik mest op i sit eget,« siger Bent Falbert.
Den tidligere chefredaktør fremhæver også, at Qvortrup er »en fremragende politisk reporter og et meget begavet og sympatisk menneske«. Men han viste sig at være en dårlig holdleder, hævder Falbert.
»Jeg var ikke ked af han forlod os for at blive pressechef for Venstre. Han er en glimrende solist. Men en dårlig dirigent,« siger Falbert, der erklærer sig forundret over, at hans tidligere politiske redaktør er havnet i den nuværende sag: »Jeg er meget forbavset over, at han kan lave så ubegavet en aftale. Det bliver svært for ham at komme videre efter denne sag. Han er nok brugbar i baglokalet et eller andet sted fremover. Men forbrydelsens art betyder, at aflusningen vil tage sin tid. Og så kan han holde foredrag og skrive en bog om sine oplevelser på Se og Hør.«
I 2001 ansatte Kristian Lund, daværende chefredaktør på BT, Henrik Qvortrup som medredaktør. Qvortrup kom netop her fra stillingen som pressechef i Venstre eller spindoktor for Anders Fogh Rasmussen. Det blev ikke en succes. Henrik Qvortrup fik hurtigt ry for at være doven og arrogant og være til fest eller fitness, når han var daglig ansvarshavende på BT. Efter ti måneder blev Qvortrup fyret.
»BT har svært ved at håndtere personligheder, som efter stabens opfattelse spankulerer rundt og tror, at de er større end avisen. Derfor blev jeg nødt til at fyre ham,« siger Kristian Lund.
Det var efter fyringen på BT, at Henrik Qvortrup drog videre til Se og Hør.
»Der var en eller anden form for logik i, at han blev chefredaktør på Se og Hør. Henrik er lynende godt begavet, og han har en sjælden næse for at se kontroverser. Han har et sjældent dræberinstinkt. Det er i masser af situationer en kvalitet. I få situationer er det et problem,« mener Kristian Lund.
Lund er følgelig knap så forundret over, at Qvortrup i dag er sigtet, som Bent Falbert er.
»Fordi han i tillæg til intelligensen og dygtigheden er ualmindeligt konsekvent, kold og skråsikker på egne vurderinger og dybest set lades ubevæget, når pressens behandling gør ondt. Han har ingen respekt for pressens ofre. I hvert tilfælde ikke hvis de er kendte,« siger Lund.
Tidligere overvismand Niels Kærgård mener, Henrik Qvortrup legemliggør problemet i dansk politisk journalistik. Modsat at TV 2s afgåede politiske analytiker definerer dens ypperste formåen, som ellers er omkvædet – selv efter Se og Hør-sagen.
I 2008 gav Henrik Qvortrup et interview til bladet Ud og Se, hvor han sagde følgende:
»Jeg har jo aldrig interesseret mig for substansen i politik. Tanken om at beskrive en arbejdsmarkedsreform, studere detaljerne i et forlig eller at læse en finanslov gør mig træt. [...] Jeg mener, at journalistikken afspejler en virkelighed, hvor der ikke er uenighed om ret meget. Det er jo ikke sådan, at hvis vi har den ene statsminister, så går vi som samfund den ene vej, og hvis vi har den anden, så går vi en anden vej. Det er vi ude over. Politik er staffage, udenomsværker, taktik. Jeg interesserer mig for skæbnerne, menneskene, dramaerne, spillet, alt det ikke-kedelige.«
Niels Kærgård, i dag professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, har i årevis ved forskellige lejligheder optrådt med en historien om Henrik Qvortrup som det værste ved politik og medier. Med førnævnte citat som særligt vidnesbyrd.
»Den danske debat og medierne er ekstremt optaget af det politiske spil. Mens substansen, den faktiske økonomiske politik og de forskellige reformer, kommer i baggrunden. Qvortrup er nok den mest ekstreme eksponent for dette,« siger Niels Kærgård: »Alle er enige om, at den økonomiske politik i 00ernes højkonjunktur var ekstremt fejltimet og skyld i, at den efterfølgende krise blev dybere end i vore nabolande. Men samtidig er alle kommentatorerne enige om, at Fogh-regeringen var dygtig. Det er ligegyldigt, om det man laver, er fornuftigt og godt for Danmark – bare man kan sælge det. Det er meget få, der så kategorisk har indrømmet netop det, som Qvortrup. Han, og det han repræsenterer, er medvirkende til, at politikere og journalister – toppen af demokratiet – har en troværdighed på højde med brugtbilsforhandlere,« hævder Niels Kærgård.
Henrik Qvortrup har bevisligt aldrig været bleg for at spænde ben for »toppen af demokratiet«. Han betvivler gerne dets troværdighed. Hvilket han ser som en stor del af sit fags eksistensberettigelse, ifølge alle kilder. Han er også klar over, at hans eget fag ikke ligefrem ligger lunt i offentlighedens tillidskurve. Henrik Qvortrups første offentlige optræden, efter Se og Hør-skandalen eksploderede, var et foredrag i Svendborg, hvor han blandt andet indledte:
»Meningsmålinger viser, at journalister er den faggruppe, som befolkningen har mindst tillid til. I de seneste målinger er tilliden vokset, men måske er den faldet lidt igen den sidste uges tid.«
Se og Hør-sagen kom som en overraskelse for Anne-Mette Thyme, fremhæver hun. Thyme var gennem 20 år sekretær for skiftende chefredaktører på Se og Hør. Herunder også for Henrik Qvortrup.
»Jeg elskede at have Henrik Qvortrup som chef. Han var en god chef og et dybt intelligent og følsomt menneske. Jeg var i perioder som en slags reservemor for ham, og han har stadig en stor plads i mit hjerte,« siger Anne-Mette Thyme, der gik på efterløn i 2011.
»Henrik behandlede mig altid med stor respekt og tog aldrig ting for givet. Ellers er det svært at gå i detaljer, uden at bryde den fortrolighed, der naturligvis skal være mellem chef og sekretær,« tilføjer hun.
Anne-Mette Thyme siger, at hun nægtede at tro på skandalen, da hun hørte om den.
»Jeg har jo siden måttet revidere min opfattelse,« siger hun og undrer sig over, at Qvortrup er blevet ansigtet på Se og Hør-skandalen.
»Ifølge min tidsregning var han kun chefredaktør i syv måneder, efter tys-tys-kilden begyndte på bladet. De andre chefredaktører hører man intet om. Det var trods alt dem, der var ansvarlige i længst tid,« siger hun.
Ken B. Rasmussen hævdede fredag i BT, at »Qvortrup vidste alt«:
»Det var Qvortrup, der indledte samarbejdet med ’tys-tys-kilden’, det var ham, der godkendte det, og det var ham, der udbetalte pengene sort til kilden,« lød det fra praktikanten, manden på billedet i chefredaktørens kontor, og manden, der med en roman har udløst skandalen.
En udlægning, som BT hævder at have flere kilder på. Ken B. Rasmussen oplyser, at han i detaljer har forklaret Københavns Vestegns Politi »sandheden om Henrik Qvortrup«, som det hedder i BT.
Monstret sendes ud i verden, men mødes med afsky. Monsteret vil elskes. Det ønsker at repræsentere noget godt, sandt og rigtigt. Men efterladt og overladt af Frankenstein til omverdenens had og dermed egen lidelse, indleder det jagten på den storhedsvanvittige person, der satte egen stræben og faglig forfængelighed over empati og godhed. Monstret vender sig mod sin skaber.
Denne udlægning ville glæde mange – ikke mindst blandt Se og Hørs personemner, de kendte – da den fremstiller Henrik Qvortrup som fortællingens egentlige uhyre. Men den er selvsagt fiktion. Som romanen, skrevet af Ken B. Rasmussen, »Livet, det forbandede«, ret beset også er og blev udgivet som, da den dukkede op og rykkede i den hidtil usynlige snor mellem Henrik Qvortrup og Ken B. Rasmussen.