Får de konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti opfyldt deres ønske om at nedlægge regionerne og samle ansvaret for sundhedsvæsenet under sundhedsministeriet, hvis regeringsmagten efter næste folketingsvalg skifter farve, vil danskerne med stor sandsynlighed få et ringere sundhedsvæsen, end de har i dag.

Sådan lyder advarslen fra sundhedsøkonom og professor på SDU Kjeld Møller Pedersen, efter det i onsdagens udgave af Berlingske er kommet frem, at de tre partier ønsker en sløjfning af regionerne indskrevet i et fremtidigt blåt regeringsgrundlag.

»Kernespørgsmålet, der bør blive besvaret, er, hvorfor man tror, at det bliver et bedre sundhedsvæsen uden regionerne. Man skal kunne henvise til erfaringer andre steder fra, men skal man gøre det, vil der blive relativt lange talepauser, tror jeg,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Ifølge ham skorter det nemlig gevaldigt på gode erfaringer med centraliseringer af sygehusvæsenet i udlandet. Han peger på, at man i Norge overgik til et statsligt sygehusvæsen i 2001 - en organisering, som han har været med til at evaluere.

»Jeg har ikke hørt rygter om, at paradis har indfundet sig i Norge. Det reneste eksempel på et statsligt sundhedsvæsen finder vi i England, og det tror jeg ikke, at voldsomt mange mener, er bedre end det danske,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Hans kollega på Aarhus Universitet, professor og sundhedsøkonom Jes Søgaard, har tidligere også været fortaler for at bevare regionerne, og heller ikke han mener, at man entydigt kan udpege udenlandske positive erfaringer, der skulle give anledning til at nedlægge regionerne. Omvendt mener han heller ikke, at der findes erfaringer, som kan bruges som argument for en bibeholdelse af den nuværende struktur.

»Ser man på omkostninger, effektivitet og produktivitet er der ingen entydige svar på, hvilken model der er den bedste. Om det er den, hvor man har få, store enheder med professionelle bestyrelser, som de borgerlige partier hælder til, eller om det er mindre enheder, hvor flere kommuner driver sygehusene i fællesskab, som mere ligner den model, vi tidligere har haft herhjemme,« siger Jes Søgaard.

Argumentet for at nedlægge regionerne mener han kan være, at man herhjemme i forvejen har bevæget sig imod en centralisering, der i en vis udstrækning har overflødiggjort regionerne.

»Efterhånden er er så mange driftsmæssige spørgsmål inden for sygehusområdet, som alligevel bliver afgjort af folkevalgte på niveauet over regionerne,« siger AU-professoren.

Den tendens genkender Kjeld Møller Pedersen, der dog mener, at regionerne bør være bedre til at fastholde deres egne dagsordener.

Venstre har ad flere omgange vaklet i spørgsmålet om at sløjfe regionerne, og den seneste melding fra partiets politiske ordfører Inger Støjberg til Berlingske er heller ikke entydig:

»Når regionerne performer bedre og bedre, både med hensyn til økonomi og patienttilfredshed, synes jeg, at der er mindre og mindre grund til at lave det om. Vi skal i blå blok til at snakke os til rette, men indtil vi har genvundet regeringsansvaret, er det for tidligt at skrive regeringsgrundlag,« siger hun i onsdagens udgave af Berlingske.

Bliver regionerne alligevel nedlagt frygter Kjeld Møller Pedersen konsekvenserne af den øgede og meget stærke politisering af sundhedsvæsenet, der ifølge ham vil følge med.

»Det, vi ser i England, er, at hver gang man så får et farveskift, så kommer der nogen, der har opfundet den dybe tallerken endnu en gang, og så laver de det hele om endnu en gang,« siger professoren.