Et rundt nul eller i bedste fald 0,25 procent i rente pr. år. Det er virkeligheden for rigtig mange danskere, der har lidt ekstra stående på bankkontoen. Men nu udfordrer spanske Santander de etablerede banker i Danmark med det, der ligner markedsførende renter på indlån. Våbnet fra Santander Banks danske direktør Bo Jakobsen er, at det skal være simpelt. Derfor får man 1,1 procent i rente uden begrænsninger af nogen art. Det vil sige ingen bindingsperiode, ekstra gebyrer, hvis man hæver før tid, eller et maksimum eller et minimum for, hvor meget man må have stående.
»Vi forventer at få en hel del ud af det, for når Santander går ind i noget, så vil vi være nummer ét. Der er jo et stort marked i den danske befolkning. For danskerne har brugt mange ressourcer på at spare op efter krisen. Vores mål er at binde kunderne tættere til os og sælge flere produkter,« forklarer Bo Jakobsen, der senere kommer med indlånsprodukter med en bindingsperiode, som giver en højere rente.
Selv om Santander ikke er kendt som en bank i Danmark, er det en seriøs spiller, som er førende på bilfinansering herhjemme. Nu går banken også til angreb på markedet for forbrugslån op til 350.000 kroner med en rente på 5,95 procent til de bedste kunder.
Man kan få pengene udbetalt inden for 24 timer, og renten er alt andet lige lav nok til at udfordre mange bankers priser på eksempelvis boliglån, men er dog ikke så stærkt et tilbud som det, GE Money Bank tilbyder deres bedste kunder med 3,95 procent i rente. Der er dog ikke tale om, at alle kunder får tilbudt den rente.
Blandt de største på forbrugslån
»Vi har en målsætning om at være blandt de største på forbrugslån,« siger Bo Jakobsen, som oplyser, at man trods satsningen fortsat vil være en nichebank uden Nemkonto, investeringsprodukter, pensionskonti eller børneopsparing.
Også Ikano Bank, der ejes af IKEA, er på vej med et indlånsprodukt, som vil udfordre de eksisterende banker. Det er klar til april, oplyser bankens administrerende direktør: Jesper F. Schmidt, som dog ikke vil fortælle nærmere om bankens rentesatser;
»Vi forventer prismæssigt, at vores produkt er værd at gå efter. Ikke nødvendigvis markedsførende, men meget tilfredsstillende for vores kunder.«
I Danske Bank tager chef for privatkundeafdelingen i Danmark, Thomas Mitchell, den spanske offensiv roligt: »Vi opererer i øjeblikket i et ekstremt lavt rentemiljø – og uanset, om renten på en konto uden binding hedder 0,5 eller en procent, kan det for de fleste bedre betale sig at sætte pengene på konti med længere binding eller overveje muligheder på investeringssiden.«
Flere angreb på de etablerede banker
Men der er flere angreb på den etablerede banksektor fra aktører, som man før i tiden forbandt med meget høje renter, men som i dag i nogle tilfælde er prisførende.
Hos GE Money Bank overvejer direktør Henrik Fich også at gå ind på markedet for indlån. Han fører p.t. priskrigen på forbrugslån med de laveste renter og oplever, at det bliver lettere at lokke kunder over fra de traditionelle banker:
»Den danske mand – M/K – har været den mest loyale bankkunde i verden. Intet kunne få ham til at flytte. Man var vel vant til, at man fik hjælp i banken, hvis man havde været en loyal kunde. Men krisen viste, at man ikke fik point for at være kunde i banken i 20 år. Det har fået folks øjne op for, at der er noget billigere på markedet, og at man godt kan have en bank til pensionsopsparing og en anden til lån og kreditkort,« forklarer Henrik Fich.
I Forbrugerrådet oplyser vicedirektør Vagn Jelsøe, at man meget gerne ser, at danskerne shopper mere rundt mellem bankprodukter, fordi analyser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vist, at danskerne er meget lidt flyttevillige.
»Vi kan ikke se en ændring i bankkundernes adfærd endnu. Men det er bestemt noget, vi gerne ser. For konkurrencen er et problem på det danske bankmarked. Kunderne skal forholde sig mere frit til, hvor det er mest fordelagtigt at være kunde.«
Det er især bankernes helkundekoncepter som for eksempel Danske Banks Eksklusiv-kundekoncept og Nordeas Fordelsplus og Premium-kunde, som Vagn Jelsøe kritiserer, fordi det fastholder kunderne i én bank og kan udløse gebyrer, hvis man for eksempel tager et lån i en anden bank med en bedre rente:
»Bankernes helkundekoncepter er en forretningsmodel, som, vi ikke synes, er gavnlig. Det er med til at begrænse konkurrencen, for det gør det dyrere at flytte sine forretninger til andre banker.«
Ekspert i kunderelationer, direktør Mikkel Korntved fra Loyalty Group, mener, at tendensen bæres frem af hjemmesider som Pengepriser.dk og Mybanker, som begge tilbyder simple sammenligninger mellem bankernes lån. Men det er måske kun begyndelsen til, hvad vi kommer til at se fremover:
»Nu ser vi, at danskerne selv kan skabe sig et overblik via disse hjemmesider. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi får en mægler ind i stedet for, som så står for at lave pakkeløsninger sat sammen af forskellige produkter,« forudser Mikkel Korntved.