Bedst som man troede, at synodetanken om ny styring af folkekirken var lagt død, genopliver Landsforeningen for Menighedsråd og Grundtvigsk Forum den igen. Man vil oprette en platform, hvor bisper, kirkelige interesseforeninger og andre betydningsfulde mennesker kan drøfte vigtige udfordringer og problemstillinger for folkekirken. Det skal ikke have formel beslutningskompetence, lyder det beroligende, men der skal gøres noget: »Det bliver der måske mulighed for nu, hvor Landsforeningen af Menighedsråd efter et møde med repræsentanter for forskellige kirkelige retninger er gået i gang med at planlægge et fælles kirkemøde eller kirkestævne for hele folkekirken.« (Kristeligt Dagblad 6.8).

Først får vi nej fra menighederne og generalforsamlinger, så prøver vi en gang til selv. Det mærkelige i denne proces er, at begge foreninger bedyrede, at de skam ikke ville have et kirkemøde, der talte på folkekirkens vegne og det mærkelige er desuden, at denne vidtrækkende ide hverken har været på dagsordenen på landsforeningens årsmøde eller på Grundtvigsk Forums generalforsamling. Alligevel vil man holde det allerede næste år! Det er altså igen et typisk top-down tiltag. Høringssvarene fra menighedsrådene i forbindelse med sidste styringsreform var negative for næsten 2/3 vedkommende og der var stor modstand i Grundtvigsk Forums generalforsamling mod styrelsens tilslutning til en styringsenhed for Folkekirken. Så er det lettere bare at gå udenom og tale med de andre »store og betydningsfulde« i det folkekirkelige hierarki.

Nu kna man jo normalt være ligeglad med, hvad de hellige slås om, men ikke i dette tilfælde, for det vil forandre den enestående succes, som folkekirken er, og man er allerede godt i gang med en forkert udvikling. Der bliver implementeret en strøm af »moderne« new public management tiltag, som skal »effektivisere« kirken, læs give bureaukratiet tal og målstyring, og kommer der med årene et sådant ressourceædende monster som en synode ind, så vil kirken helt miste sin lutherske forankring i menighederne – det eneste sted, hvor folkekirken lever godt. I det lokale, hvor lokale aviser og blade rapporterer og det lokale liv støttes af menighederne med foredrag, gudstjenester og koncerter, er der god forståelse for kirke og præst. Der, hvor et »kirkemøde/synode« vil operere, bliver, som Folketinget, i en symbiose med de landsdækkende medier. Her er der hele tiden kriser og problemer og opfordringer til undersøgelser og kontrol.

Det vil i endnu højere grad komme til at sætte en ulidelig dagsorden for de lokale menigheder, hvor kirken er, når »kirkemødets repræsentanter« vil blive ringet op og spurgt, hvad kirken vil og mener og skal nu. Det bliver en politisering. Vi kender det fra Tyskland, hvor der sidste år var omkring 200.000, der stemte med fødderne mod en sådan kirketype. Det må for vores kirkes, kulturs og sociale sammenhængskrafts skyld ikke ske i Danmark.