Nogle gange er tingene meget forudsigelige. For eksempel er det meget forudsigeligt, at når Peter Øvig Knudsen udgiver en ny bog, er der gamle aktivister på stribe, der stiller sig op i medierne og fortæller, hvor kede af det, krænkede, forurettede, overraskede, eller hvad det nu er, de er blevet.
Ikke bare over, at journalisten og forfatteren har tilladt sig at skrive sin egen, faktuelt gennemtjekkede version af historien om et engang markant miljø, det være sig den ekstreme venstrefløj i og omkring Blekingegadebanden, hippierne i Thylejren eller aktivisterne i BZ-bevægelsen. Men også over, at han har dristet sig til at skrive om nogle mennesker, der ellers så pænt havde bedt ham om at holde dem helt udenfor.
»Jeg havde ikke lyst til at være med, og alligevel er jeg nævnt 17 gange,« sagde således en tidligere BZ´er, Ulrikke Olsen, til Berlingske tidligere på ugen, da hun blev bedt om at kommentere Peter Øvig Knudsens nye BZ-bog.
»Jeg har mødt Øvig til et møde, hvor jeg sagde, at jeg ikke ønskede at medvirke. Min begrundelse var, at jeg ikke synes, at han portrætterer sine hovedpersoner med kærlighed. Det troede jeg, han ville respektere. Alligevel går der to år, før jeg ser bogen - og så er jeg nævnt med navns nævnelse på 50 sider,« supplerer en anden tidligere BZ´er, Gyda Heding.
At denne eller hin tidligere aktivist ikke ønsker aktivt at bidrage til en bog om dengang, er fair nok. Det kan de have mange gode grunde til. Det står dem frit for.