Afsløringen af planerne faldt på Ubers konference, Uber Elevate Summit, som afholdes i Dallas, USA.

Under sin indledende tale tirsdag formiddag kunne produktchef Jeff Holden afsløre, at selskabet arbejder på at få taxatjenesten løftet fra jorden.

Uber har indledt et samarbejde med flere ejendomsudviklere i Dubai og Dallas/Fort Worth-området, hvor lanceringen ventes at finde sted i løbet af 2020, skriver MarketWatch.

Planen er at bygge adskillige landingsplatforme, de flyvende biler kan bruge til at lette fra og lande på.

Får hjælp af NASA

Repræsentanter fra såvel NASA som det amerikanske helikopterforbund AHS og Internationale Center for Luftfart ved MIT deltager på Ubers konference, som slutter her torsdag eftermiddag amerikansk tid.

Teknologien, som tænkes anvendt, er den såkaldte VTOL, hvor flyvemaskinerne letter og lander lodret.

”Lufttrafik i byområder er det naturlige næste skridt for Uber. Vi arbejder med princippet ”tryk på en knap, få en tjenesteydelse,” sagde Jeff Holden til Financial Times.

Taxatjenesten præsenterede sine planer om, at gøre de flyvende biler til ”en del af fremtidens urbane transport.” Ved at løfte trafikken op fra jorden, skal mobiliteten forbedres i byerne. Det skal samtidig bidrage til at reducere presset fra pendlere i de daglige perioder med spidsbelastning.

Dubai og Dallas

På konferencen i Dallas sagde Holden videre, at selskabet arbejder bevidst på at fortælle om Ubers rolle i miljøspørgsmål, og de flyvende biler har mange grønne fordele, mente han.

En tur med en af de flyvende biler vil imidlertid koste 1,32 dollar pr. mile – svarende til 6-7 kroner pr. kilometer.

I første omgang tænkes den nye tjeneste indsat i De Forenede Emiraters største by, Dubai, samt i området omkring byerne Dallas og Fort Worth i Texas. Uber forventer selv, at antallet af byer med tilbud om flyvende taxatjeneste vil øge markant i de kommende år.