Uanset hvad politiet i Oslo tirsdag fortæller om branden på Scandinavian Star i 1990, står den tidligere danske hovedundersøger af katastrofen, Flemming Thue Jensen, klar med nye oplysninger i sagen.
Politiet i Oslo holder pressemøde klokken 13, hvor de præsenterer resultaterne af en ny efterforskning af katastrofen, der kostede 159 mennesker livet.
»Vi har sådan set afventet udspillet fra politiet, og på en pressekonference i løbet af den nærmeste fremtid vil jeg ud over at komme med nogle bomber også kommentere det, politiet siger her på pressemødet,« fortæller Flemming Thue Jensen.
Han var en af de første om bord på færgen efter dødsbranden, og i februar stod han frem efter 26 års tavshed og fortalte, at han mener at vide, at to besætningsmedlemmer står bag ildspåsættelserne. Men selvom han har afgivet forklaring, ser det ikke ud til, at norsk politi giver ham ret i konklusionen om de to medarbejdere.
Politiet tiltaler ingen nye
Politiet har nemlig ikke fundet beviser for, at det var besætningsmedlemmer på færgen Scandinavian Star, der stod bag branden, ifølge den rapport, som politiet i dag fremlægger. Derfor vil politiet ikke tiltale nogen nye personer for branden. Det skriver den norske avis VG, der angiveligt har fået indsigt i rapporten, skriver nyhedsbureauet NTB ifølge Ritzau.
I politiets rapport tilbagebeviser brandsagkyndige, at dele af mandskabet skulle have stået bag branden. Noget, som er blevet fremført, fordi der angiveligt blev fundet flere arnesteder til branden.
Flemming Thue Jensen vil ikke kommentere på den lækkede rapport, men vente til selve pressekonferencen har fundet sted. Han fortæller dog om den pressekonference, han selv er ved at forberede sammen med »Stiftelsen Efterforskningen Av Mordbrannen Scandinavian Star«, som siden 2010 har arbejdet på at få opklaret sagen.
Det var sammen med netop denne gruppe, at han i på et pressemøde i Oslo tilbage i februar fortalte, at han ikke ville lade sig afhøre af norsk politi i sagen. I stedet endte han med at afgive sin forklaring til Københavns Byret, hvorefter den blev sendt videre til den norske efterforskning.
Man skal aldrig sige det hele
Adspurgt om, hvorfor han ikke kom med alle sine oplysninger, da han afgav forklaring i marts, svarer han:
»Man skal aldrig sige det hele, og slet ikke til norsk politi. Og desuden ville jeg have fortalt mere ved den retslige afhøring, men jeg fik ikke chancen, for jeg måtte kun svare på det, jeg blev spurgt om.«
De nye oplysninger, han påtænker at komme med, består af en kombination af ting, han hele tiden har vidst, samt helt nye oplysninger, fortæller han. For »sagen her er jo langt fra død«, lyder det.
Ud over Flemming Thue Jensen har også Knud Skaareberg Eriksen, tidligere chef i Søfartsstyrelsens opklaringsenhed, stået frem og fortalt, at han tilbage i 1990 oplyste fire navne på besætningsmedlemmer, der kunne være ansvarlige for branden. Ifølge hans udsagn gad norsk politi dog »ikke engang at skrive dem ned«.
Pårørende mener, det er forsikringssvindel
Pårørende til ofre for branden har gentagne gange kritiseret efterforskningen og mener, at branden var et forsøg på forsikringssvindel.
Også assuranceforeningen Skulds daværende havarichef, Erik Stein, har tidligere stået frem og fortalt, at Skuld forsikrede skibet stik imod hans anbefaling. Bare to uger inden branden undersøgte han skibet og fandt, at branddøre ikke virkede, at madrasser og sengebunde lå på gangene, at skiltningen ved flugtvejene hverken var på dansk eller norsk, og at redningsbåde manglede motorer.
Kaptajnen, rederen og direktøren blev i 1993 dømt for overtrædelse af loven om skibes sikkerhed. De fik den daværende strengeste straf på seks måneders hæfte.
