Forskere, der på tværs af lande har undersøgt, hvilke faktorer der skaber økonomisk vækst, finder, at solid retshåndhævelse og privat ejendomsret trumfer stort set alt andet - heriblandt uddannelse, demokrati og religion.

Hvis et land gerne vil være fattigt, skal man gøre som Robert Mugabe i Zimbabwe: arbitrært fratage folk deres ejendom eller administrativt påføre dem så mange restriktioner, at ejendomsretten reelt bliver fiktiv. Vil man være velstående, bør lande derimod sikre borgerne imod tyveri, korruption, vilkårlige ekspropriationer og »erstatningsfrie reguleringer«.

Af 147 lande i perioden 1960-90 havde dem med ringe ejendomsretsbeskyttelse en markant lavere økonomisk vækst, og mønstret var ens i både i- og ulande. Hvis det er for abstrakt at tænke på, kan man i stedet tænke på lande, der havde fælles skæbne og sammenlignelige forhold, men hvor vejene skiltes, og hvor det ene afskaffede eller kraftigt reducerede privat ejendomsret, mens det andet holdt fast i denne hjørnesten i en markedsøkonomi: Sovjetunionen og Finland efter 1917, Østtyskland og Vesttyskland efter 1945, Ungarn og Østrig efter 1946, Nordkorea og Sydkorea efter 1947. Det 20. århundrede er ét stort konkursbo for de politiske systemer, der har troet, at det ikke har negative konsekvenser at lade den stærke have magt til at stjæle den svages ejendom.

Set i det lys er der derfor god grund til at være bekymret over, hvad der synes som en ny, større tendens i dansk politik: at politikere fra næsten overalt i det politiske spektrum vilkårligt tager nogles ejendom og giver den til andre. Grundloven giver naturligvis mulighed for ekspropriation, men så er det utvetydige krav, at det er til fordel for »almenvellet« - svarende til det økonomer kalder »kollektive goder«, f.eks. at der skal anlægges en motorvej. Det er aldrig faldet ind under »det almene vel«, at man tager fra nogle for at give til andre. Det skal også ske med fuld erstatning - hvilket i princippet må svare til markedspris. Sidst men ikke mindst skal det ske ved lov og ikke rent administrativt. På alle disse punkter er 160 års retssamfund i disse år ved at vige til fordel for en politisk junglelov, der lader nogle tage for at give til andre uden at yde fuld eller blot delvis erstatning, og ofte blot med simple byrådsbeslutninger eller administrative afgørelser.

I denne uge vedtog kommunalpolitikere i Roskilde i en dybt betændt sag, at en planteskoleejer skal afgive sin jord til den lokalpolitisk meget indflydelsesrige Roskilde Festival - der godt kunne tænke sig at bruge jorden til at øge deres forretning. Ejeren kan ikke få samme pris for jorden, som han vil skulle betale for at købe tilsvarende jord af kommunen.

I flere kommuner har man set kommunalbestyrelser tage landmænds jord og give den til folk, der gerne ville lave golfbaner eller skydebaner. En juletræsdyrker i Lundby har netop fået ordre af Næstved Kommune til at fjerne titusinder af små juletræer fra et naturfredet område, hvor der ingen bestemmelser er om, at der ikke må være juletræer. En konservativ transportminister pålagde for få år siden et stort antal husejere på Midtsjælland, at de ikke måtte forbedre eller ombygge deres huse - for hvis de en dag skulle eksproprieres, ville det så blive dyrere i erstatninger.

Og sådan kunne man blive ved: De virkelige »banditter i habitter« er ikke bankdirektører og erhvervsdrivende men derimod magtfuldkomne politikere af enhver kulør.