BERLIN: Mandag i denne uge var alt stadig ved det gamle. Tyskland står ved sit princip om ikke at sende våben ind i krigszoner, sagde kansler Angela Merkels talsmand Steffen­ Seibert. Man vil således ikke u­druste kurderne i Irak med våben, men i stedet sende nødhjælp.

Tirsdag mødtes SPDs formand, økonomi­minister Sigmar Gabriel, med en gruppe tyske yazidier, hvis trosfæller i Irak er på flugt fra den uhyrligt brutale terror­bevægelse Islamisk Stat (IS). Deres skildringer af grusomheder kan næsten ikke udtrykkes med ord, sagde han bagefter og konkluderede: »Det er forberedelsen af et folkemord.« ­Sigmar Gabriel fremhævede, at Tyskland har stillet 34 millioner kroner til rådighed i nødhjælp, men han afviste ikke længere, at en våben­leverance kan være lovlig. Samme dag gik forsvarsminister Ursula von der Leyen fra CDU i medierne med budskabet om, at regeringen overvejer at sende ikke-offensivt militær­udstyr til kurderne. Det kan for eksempel handle om pansrede mandskabsvogne, hjelme, telte og skudsikre veste, men ikke våben.

Onsdag gik udenrigsminister Frank-Walter­ Steinmeier fra SPD et skridt videre.

»Humanitær hjælp til alle, der har brug for beskyttelse og hjælp, er en selvfølgelighed, men vi må se på, om vi ikke kan og må gøre mere,« sagde Steinmeier til avisen ­Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Steinmeier havde talt med præsidenten for den kurdiske region i Irak, Massoud Barzani, om kurdernes vanskeligheder med IS, der har erobret tunge våben fra det irakiske militær. Nu trådte Steinmeier forsigtigt ind i den vanskelige og i Tyskland særligt ømtålelige debat om våbenleveringer i krigszoner.

»Jeg går i lyset af den dramatiske situation ind for at gå til grænsen af det politisk og ­retligt mulige,« sagde Steinmeier.

Impotente svar

Hvor den grænse går, har tyske politikere siden diskuteret. Modstandere peger på, at erfaringerne med at uddele våben i krigsområder er dårlige. På et tidspunkt har de det med at falde i de forkerte hænder. Men blodsudgydelserne i Irak trykker på et øm­tåleligt dilemma i den tyske udenrigspolitik. Den tyske befolkning og hele den politiske ­tradition er indstillet på militær tilbage­holdenhed, men når mennesker står foran en akut trussel om udryddelse et sted i verden, virker nødhjælp og modtagelse af flygtninge som impotente svar. Selv partiet Die Linke, som gik til valg på at forbyde al tysk eksport af militærudstyr, vaklede nu. Die Linkes gruppeformand, Gregor Gysi, beskrev IS-offensiven som en angrebskrig, der må og skal trænges tilbage. Helt undtagelses­vis kunne en tysk våbeneksport retfærdiggøres, hvis andre lande ikke hurtigt er i stand til det, sagde han til avisen taz. Gysi blev rost i avisen Süddeutsche Zeitung for sit mod til principløshed, men blev hurtigt sat på plads af sine egne.

Det tyske dilemma går dog ikke væk. De blodige overgreb i Irak truer med at sende den tyske regering der ud på sidelinjen af ­verdens begivenheder, hvor man for nylig har erklæret, at man ikke ønsker at stå. ­Derfor måtte regeringen tage livtag med et gammelt tysk princip.

Ifølge den tyske ekspert i sikkerheds­politik Thomas Jäger, der er professor ved universitetet i Køln, er ledende tyske politikere i gang med en langvarig dialog med den tyske befolkning, hvis mål det er med tiden at gøre tyskerne mere parate til at acceptere militært engagement. Initiativet tog fart i vinter, hvor forbundspræsident Joachim Gauck, Ursula von der Leyen og Frank-Walter Steinmeier med forskellig betoning efter­lyste en mere aktiv udenrigspolitisk rolle for Tyskland.

Holden-sig-ude-kultur

I januar på den årlige sikkerheds­konference i München sagde Joachim Gauck, at Tyskland »også må være parat til at gøre mere for den sikkerhed, som i årtier er sikret af andre«. Kort forinden havde Steinmeier i Forbundsdagen sagt, at »militær tilbage­holdenhed er rigtigt, men ikke må for­veksles med en holden-sig-ude-kultur«. Da han senere talte på Alexanderplatz i Berlin blev der råbt »krigsmager« efter ham, hvilket fik Steinmeier til at råbe tilbage med rå stemme, at verden ikke består af fredsengle og skurke. I et radiointerview sagde Joachim Gauck, at man ikke skal udelukke militæraktioner. På Facebook blev han kaldt en »modbydelig krigshetzer« af Linke-politikeren Norbert Müller.

Ifølge Thomas Jäger står de tre ved begyndelsen af en kæmpe opgave.

»Det vigtigste med dette initiativ fra Gauck, Steinmeier og von der Leyen var at konfrontere den tyske offentlighed med spørgsmålet om at støtte en mere aktiv udenrigspolitik på et tidspunkt. Man ved, at det tager tid. Det sker ikke over måneder, men successivt. Når vi nu ser, at enkelte politikere siger, at man bør udruste de kurdiske krigere med våben, så ville det tidligere have været utænkeligt,« siger han til Berlingske Politiko.

Frankfurter Allgemeine: Lovende nyt

Ifølge den konservative avis Frankfurter Allgemeine er Steinmeiers ord lovende nyt for tilhængere af en mere aktiv tysk udenrigs­politik. Siden januar har verden være præget af langstrakte borgerkrige i Syrien og Libyen, konflikten med Rusland om Ukraine og Israels bombardement af Gaza. Ingen steder har den annoncerede aktivisme været særlig tydelig, skriver avisen i sin leder. Nu giver nødlidende yazidier og kurdere Berlin mulighed for at lade handling følge ord, hedder det.

I Ukraine-krisen har Tyskland spillet en central rolle i det globale diplomati. Efter den formodede nedskydning af det malaysiske passagerfly MH17 over Ukraine skærpede EU med tysk opbakning sanktionerne mod Rusland. Det betragter Thomas Jäger dog ikke som en tysk nyorientering, men som en slags force majeure.

»Europæerne har jo længe vægret sig mod sanktionerne, men med nedskydningen af det civile fly gik det ikke længere. Der var med et slag så meget dynamik, at man her måtte give efter,« siger han.

At tyskerne grundlæggende er særdeles skeptiske over for indblanding og især militærindblanding, vidner en omfattende undersøgelse fra foråret om. I en meningsmåling foretaget for Körber-Stiftung svarer 37 procent af de adspurgte, at Tyskland skal engagere sig stærkere i verden. 60 procent siger, at man fortsat hellere skal holde sig tilbage. Det er en modvilje, der ikke bare kan tilskrives Anden Verdenskrig. For tyve år siden var tallene stort set omvendt. 62 procent var dengang for mere engagement. I dag siger mange, at Tyskland har »nok i sine egne problemer«.

Hvis Tyskland skal engagere sig, så skal det ske med humanitær hjælp og diplomati, siger et stort flertal. Ikke med soldater og våben­leverancer. Tyskernes udenrigs­politiske prioriteter lyder i det hele taget lidt som et årsmøde i fredsbevægelsen. Udenrigs­politikkens vigtigste mål er at forsvare menneske­rettigheder og miljøet. Ikke allierede eller egne økonomiske interesser.

»Den meningsmåling beviser, hvor vigtigt det er for forbundsregeringen at forberede den tyske offentlighed på, at der vil blive ført en mere aktiv udenrigspolitik. Den måling tydeliggør, hvor distanceret tysk udenrigs­politik er for befolkningen. Den giver et billede af den offentlige mening, som er ganske langt fra det, regeringen gerne vil opnå,« siger Thomas Jäger.

Tyskerne bare kloge

Harald Müller, der leder stiftelsen for freds- og konfliktforskning i delstaten Hessen, mener, at målingen viser, at det tyske folk er klogere end sin læremester.

»I stedet for at føre en forgæves kamp mod den offentlige mening burde den politiske ledelse glæde sig over kontinuiteten og pålideligheden i den den tyske udenrigs- og sikkerhedspolitik og afstå fra justeringer. Tyskernes skepsis over for militære interventioner er hverken udtryk for en naiv pacifisme eller en egocentrisk kiggen væk. Den skyldes en indsigt i disse instrumenters begrænsning,« skrev han i et indlæg i det katolske militære magasin Kompass.

Målingen viser også, at yngre tyskere er mindre optaget af udenrigs­politik end de ældre, men de støtter til gengæld oftere, at Tyskland engagerer sig mere i verdens­ kriser.