ZANZIBAR: En storstilet redningsaktion er sat i gang ud for øen Zanzibar. Her sank en færge med mindst 280 passagerer ombord onsdag morgen, og nu forsøger politiet sammen med et redningsskib at redde de nødstedte.
Mindst 15 mennesker er omkommet ved forliset, oplyser Reuters. Færgen, MV Salama, sejlede fra Tanzania mod Zanzibar, som er et populært turistmål, da den kæntrede. Ifølge politiet er 250 voksne og 31 børn ombord. Der er endnu ingen meldinger om danskere blandt passagerne, fortæller vagthavende ved Udenrigsministeriets Borgerservice, Peter Niebuhr.
- Vi har fået bekræftet, at to tyske statsborgere er ombord sammen med et antal franske statsborgere. Vores ambassade i Dar Es Salaam følger sagen meget nøje, men der er nogle kommunikationsproblemer, og de har derfor haft svært ved at få oplysninger. Havnen i Stone Town er lukket, hvilket vanskeliggør kontakten til rederiet og de lokale myndigheder, siger Peter Niebuhr og oplyser, at en konsul er på sagen.
En talsmand for myndighederne fortæller, at en udenlandsk kvinde er blandt de dræbte.
- 13 andre udlændinge blev reddet og er på hospitalet. Redningsoperationen er i gang, men næsten hele båden er sunket ned i vandet. Kun en lille del af båden er nu synlig, fortæller Ysuf Chunda ifølge Reuters.
Politiet ved endnu ikke, hvad der er årsag til ulykken.
Det er ikke første gang, at en færge synker ud for Zanzibar. Så sent som september sidste år sank en færge med 800 mennesker ombord, og over 200 mistede livet. Den ulykke anses som den værste på havet i Zanzibars historie.