Tyske børn skal gå i dansk tøj
Den danske producent og onlineforhandler af børnetøj Pompdelux vil nu erobre det tyske marked.
Den danske producent og onlineforhandler af børnetøj Pompdelux vil nu erobre det tyske marked.
Den danske online-tøjforhandler Pompdelux er klar til at prøve kræfter med det tyske marked og vil til at starte med se om den nye efterårs- og vinterkollektion falder i tyskernes smag.
Det skriver Børsen.
"Tyskland er så nyt et marked, at vi ikke oplyser tal for salget. Men vi følger planerne," siger Jes Gravgaard Jensen, ny driftsdirektør i Pompdelux, til avisen.
Sammen med de to ejere - Marianne Hoffmann og Pia Davids - skal han være med til at sikre driften og den fortsatte vækst i Pompdelux, der allerede sælger sit børnetøj i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland.
Jes Gravgaard Jensen ønsker ikke at oplyse, hvor stor en andel eksporten udgør af den samlede omsætning.
Virksomheden sælger kvalitetsbørnetøj i klassisk skandinavisk design dels gennem videresalg i private hjem og dels på Internettet i egen webbutik.
Marianne Hoffmann og Pia Davids har trodset krisen og skabt så store overskud, at de har kunnet hæve tilsammen 119 mio. kr. i udbytte siden starten i 2006.
Seneste regnskab fra Pompdelux viser dog, at væksten er gået ned i et lavere gear. Bruttofortjenesten er øget med 3 pct. til 76 mio. kr. i 2012/13 fra 74 mio. kr. året før. Året før var væksten på 32 pct. sammenlignet med 2010/11.
Overskuddet før skat er gået tilbage til 44 mio. kr. fra 46 mio. i 2011/12. Men en samlet indtjening på 127 mio. kr. efter skat de seneste syv år vækker opsigt i branchen.
"Det lavere resultat skyldes, at vi investerer i fremtiden – eksempelvis i Tyskland som et nyt eksportmarked. Det har betydet ansættelse af flere medarbejdere," siger driftsdirektør Jes Gravgaard Jensen til Børsen.