Tysk spareplan vil sætte aktiekurserne under pres
Den tyske spareplan vil påvirke aktierne i negativ retning de kommende uger, og det har betydning for, hvilke aktier man skal vælge, siger Sydbank-analytiker.
Den tyske spareplan vil påvirke aktierne i negativ retning de kommende uger, og det har betydning for, hvilke aktier man skal vælge, siger Sydbank-analytiker.
Aktiekurserne vil de kommende to uger falde, men derefter vil man igen se en stigning.
Sådan lyder vurderingen fra Bjørn Schwarz, aktieanalysechef i Sydbank efter, at Tyskland i går fremlagde en spareplan på 80 milliarder euro - eller cirka 595 milliarder kroner. Spareplanen kom i kølvandet på blandt andet Grækenlands, Portugals og Danmarks spareplan.
- Vores forventninger er, at de opstramningstendenser, vi ser i Tyskland og andre lande, vil betyde, at vi vil se svagt faldende aktiekurser de næste par uger frem mod halvårsregnskaberne, fordi investorerne er lidt rådvilde omkring, hvad opstramningerne kommer til at betyde for vækstudsigterne i eurolandene, siger Bjørn Schwarz.
Læs også: Tyskerne rammes af gigantisk hestekur
Sydbank råder derfor sine kunder til, at man mindsker risikoen af sin portefølje over de kommende uge, hvis man ikke vil opleve for store tab.
- Man skal vælge det, som man traditionelt betegner som mindre konjunkturfølsomme aktier - det er blandt andet fødevare- og medicinalvirksomheder, siger Bjørn Schwarz.
Lige meget om tiderne går op eller ned vil fødevare- og medicinalvirksomhederne stadig sælge sine produkter, mens for eksempel industrivirksomhederne derimod har sværere ved at komme af med deres produkter, som dermed vil have en negativ indvirkning på aktierne.
Men om et par uger begynder de første virksomheder at komme med halvårsregnskaber, og der er udsigt til flere opjusteringer også fra danske virksomheder. Det vil påvirke aktierne i en positiv retning.
- Fokus vil flytte sig fra den nationaløkonomiske udvikling over til, hvad virksomhederne kommer til at sige. Og der er ingen tvivl om, at økonomien har vist sig robust også i andet kvartal, og det har gavnet virksomhederne indtjening, siger Bjørn Schwarz.
Læs også: Tysk spareplan sænker dansk eksport
Så efter halvårsregnskaberne kan man igen gå over til de mere konjunkturfølsomme virksomheder, lyder rådet fra Sydbank.