BERLIN: En bleg forbundspræsident Christian Wulff undskyldte torsdag eftermiddag sine omstridte, økonomiske dispositioner, foretaget inden han overtog Tysklands højeste embede.

- Det var ikke retlinet. Det gør mig ondt, sagde Wulff i en kort tale til nationen.

Umiddelbart inden havde Wulff skilt sig af med sin mangeårige nærmeste rådgiver og pressetalsmand Olaf Glaeseker - et skridt, som præsidenten ikke begrundede i sin tale.

Wulffs problemer begyndte for nogle uger siden, da det kom frem, at han af private venner havde lånt 500.000 euro (3,7 mio. kr.) til et huskøb, mens han stadig var ministerpræsident for delstaten Niedersachsen. Han havde tidligere over for parlamentarikere i Niedersachsen bedyret, at der ikke var "forretningsmæssige forbindelser" mellem ham og Egon Geerkens, en velhavende forretningsmand i regionen. Det ville også have været i strid med reglerne for en ministerpræsident.

Siden sagde han, at det var Geerkens hustru, der havde givet ham lånet. Alt imens erklærede Egon Geerkens frejdigt, at konen kun havde været stråmand.

Efterfølgende er en stribe andre tvivlsomme episoder kommet frem, f.eks. ferieophold i rige venners villaer fjernt fra Tyskland. En velhavende ven, der ikke har det bedste ry, har også finansieret reklamekampagnen for Wulffs bog for et par år siden. Bogen handlede bl.a. om, at politikere skal have høj moral.

Wulff har, siger kritikere, anvendt salamitaktikken, når det gjaldt om at belyse, hvad der er foregået: Han har kun givet informationer i tynde skiver, og først, når der ikke var andet at gøre.

Forbundspræsidenten, der indtrådte i embedet sidste år, skal juleaften holde sin traditionelle tale ved årets udgang. Mange havde rådet ham til at ytre sig forinden - og det har han nu gjort. Det var åbenbart også efter et vink med en vognstang fra forbundskansler Angela Merkel. Kansleren skal have opfordret ham fire gange til personligt at tage stilling.

Wulff erklærede, at han "håber" at have et godt samarbejde som præsident med pressen i 2012 - åbenbart en antydning af, at han ikke umiddelbart tænker at træde tilbage.