De sover med ansigterne vendt mod hinanden. På en tynd hynde med et tæppe, der dækker deres små kroppe: Storebror på fem år og lillesøster på to år – begge fra Damaskus i Syrien. På strandpromenaden i badebyen Bodrum er de blevet lagt i seng. På en plasticliggestol, der har ryglænet slået en smule op. Ved siden af dem på andre liggestole ligger resten af deres familie og sover.
Det er tidlig morgen, og solen er lige stået op. Ud over fuglenes morgenskrig er det eneste, man kan høre, en stor fejemaskine, der brummende kører hen ad strandpromenadens fliser. Tre store gadehunde gør efter maskinen, der kører videre hen ad palmealleen langs stranden. På promenadens restauranter er personalet ved at spule gulvet og stille de sidste borde og stole indenfor efter nattens festlige begivenheder. De sidste turister er gået i seng.
Om nogle få timer vil stolene få meter længere henne ad stranden atter blive indtaget af bikiniklædte vestlige udlændinge, der vil ryge vandpibe og slikke sol. Men lige nu har de sovende syrere nogle få timers ro i deres plasticsenge. Rundt om dem ligger deres få ejendele – nogle rygsække og plastikposer med redningsveste i.
»Bodrums stræder og hvide huse minder en del om Grækenland,« skriver et dansk rejsebureau på sin hjemmeside om den tyrkiske badeby. »Men der er jo heller ikke mere end 15 sømil til den græske ø-verden. Når du om aftenen sidder på nogle af de mange fortovsrestauranter i Bodrums havn, kan du se lysene fra den nærmeste ø – Kos,« står der.
Havnebyen Bodrum ligger i den tyrkiske provins Mugla – med udsigt til Det Ægæiske Hav i den østlige del af Middelhavet. Byen er én af flere turistede badebyer langs Tyrkiets sydvestlige kyst. Her rejser mange til – for at nyde sol, strand og tyrkiske madspecialiteter som köfte og kebab. De går på natklubberne, som byen er kendt for, og de køber ind i de mange souvenirbutikker. Måske besøger de byens borg, der troner op på den anden side af bugten.
Men ud over at være en attraktiv destination for tyrkiske og vestlige turister, er Bodrum også blevet et sted, mange migranter og flygtninge søger hen – blot for at søge videre mod Europa. Ombord på trange gummibåde har omkring 160.000 mennesker ind til midten af august i år risikeret livet ved at sejle fra Tyrkiets kyst til de græske øer Chios, Lesbos, Samos og Kos. Langt størstedelen er ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat flygtet fra krigen i Syrien. For de mange mennesker, der sover på strandpromenaden eller andre steder i byen, er Bodrum et ventested. De venter på, at vejret tillader en overfart på havet i en to meter lang gummibåd – og på at få en aftale i hus med en menneskesmugler, der sørger for tid og sted for afgang.
De to sovende børn på liggestolen tilhører en lille familie på ti. Deres far hedder Farad og er 33 år gammel. I Damaskus arbejdede han som tømrer, men han frygtede Assad-regimets bombardementer tæt ved byen og flygtede med sin familie. Nu sidder han fast i Bodrum. For når vejret i badebyen er blæsende, så påvirker det både sejladsen med turisternes yachter og træskibe – og gummibådenes natlige afgange. Desuden koster en illegal overfart til Grækenland mange tusinde kroner per familiemedlem, forklarer Farad.
»Vi er fattige. Hvad skal vi gøre?« siger han. Ikke engang et bad til børnene har de haft råd til, forklarer manden og roder blidt i sin søns hår.
For de ferierende udlændinge er de syriske familier på flugt – ligesom på de græske øer – et uundgåeligt syn. Grupper af unge afrikanske mænd sover på gadehjørnerne. Andre har fundet hvile på nogle af de små legepladser, der er spredt rundt i byen. På én af dem ligger en række børn og kvinder og sover langs en mur, så man ikke kan se dem fra vejen. Nogen har et lille stykke pap som soveunderlag. Andre ligger direkte på fliserne.
Men ikke alle flygtninge bor på gaden. Andre – mere velhavende – syrere tjekker ind på de lokale hoteller. De bor dør om dør med turisterne. De familier bærer pletfrit tøj, og når de bevæger sig rundt i byen, kan de nemt forveksles med almindelige tyrkiske familier på udflugt. Det eneste, der afslører, at de ikke er lokale, er de store rygsække, de sorte plasticposer med redningsveste i og redningskransene, som børnene bærer på. De skal ikke bruges til leg i vandkanten.
Både turisterne og mennesker på flugt færdes overalt i byen. Men der er ét område i Bodrum, som størstedelen de tilrejsende charterturister sjældent opdager.
Bag den lokale busstation bor mennesker fra mindst otte forskellige folkeslag – stuvet sammen på en lille bakke. Lugten af afføring og støv stikker i næsen, og en tør brise af støv suser hen over den klippede bakke og hvirvler lidt servietter og det tørre græs op. Her har turister intet ærinde. Plasticflasker, affaldssække og alverdens andre ting flyder – flere steder i lag.
Det er her, de sover. Det er her, de spiser. Og det er her, nogen også vælger at bruge jorden som toilet. Menneskene er fra lande som Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka, Nigeria, Cameroun, Congo og Afghanistan. Ligesom de syriske familier nede ved stranden og på legepladserne er deres plan at krydse Middelhavet – og komme videre op i Europa.
Langt størstedelen er unge mænd, der sidder forsamlet i grupper efter nationalitet – på udfoldede papkasser. Der er også enkelte kvinder. Én af dem er 28-årige Esther fra Cameroun. Hun har været i Bodrum i tre måneder. Hun er ikke glad for byen:
»Det her er forfærdeligt,« siger hun og kigger sig omkring i skidtet. Hendes gruppe af venner – syv mænd og to kvinder – ligger på stykker af pap, de har bredt ud. I morgenlyset ligger de og blunder. De er alle i 20erne eller begyndelsen af 30erne og bærer moderne tøj. Nogen har kasket på, andre bærer solbriller – og flere af har en smartphone i hånden. Det hele er beskidt fra støvet omkring dem. Esther selv bærer en t-shirt med print og en nederdel i afrikansk farvestrålende stof.
»Min familie sendte mig af sted. Jeg er den ældste af tre søstre, og de håber, at jeg kan hjælpe dem ved at rejse til Europa,« fortæller Esther. Hun vil gerne have et arbejde i et europæisk land – hvilket ét er underordnet. Hun vil sælge tøj – indkøbe europæiske mærker og sende dem hjem til de rige i Cameroun. Det er hendes drøm.
Men lige nu er Esthers drøm strandet på bakken i Bodrum. Derfra kan man se ned over byen og ud over Middelhavet.
»Jeg ville gerne til Grækenland, men det er svært. Jeg er ikke god til at svømme,« siger Esther. Hun har hørt om de små gummibåde. Om bølgerne. At vove sig ud på havet virker for farligt, synes hun. Men hun har heller ikke lyst til at vende tilbage til sit vestafrikanske hjemland:
»Jeg læste på økonomi på Universitetet i min hjemby, men efter et år jeg havde ikke flere penge – og jeg måtte opgive studiet. Flere piger i Cameroun prostituerer sig for at kunne læse videre. Men det ville jeg ikke,« fortæller hun og forklarer, hvordan hun fik finansieret flyveturen til Tyrkiet.
»Min far er død, og min pastor er som en far for mig. Han er samtidig en meget magtfuld mand, så han købte et pas med et visum til mig, så jeg kunne rejse.«
Dokumenterne har hun dog for længst smidt væk. Det gjorde hun, da hun ankom til Tyrkiet. Ellers ville de Tyrkiske myndigheder have sendt hende hjem, forklarer hun.
Gruppen af unge mennesker pjatter og driller hinanden – mens de venter. På jorden sidder også 20-årige Jonathan. Han er fra Congo, og heller ikke han lægger skjul på sin årsag til at være i Bodrum.
»Der er ingen job i Afrika,« konstaterer han.
»Jeg studerede Informatik på universitetet. Jeg vil rigtig gerne arbejde med computerprogrammering. Men i Congo tjener du kun 40 dollar om måneden,« fortæller han og ryster på hovedet. »Og alle de høje stillinger i byerne går til folk fra Kina og Indien. De stjæler vores job,« siger han.
»Der er ingen penge i Afrika,« tilføjer Esther. »Det er regeringen, der har alle pengene. Og det er samme problem i Cameroun, Nigeria og Congo,« siger hun.
»I Kenya og Sydafrika går det bedre. De er jo ikke her.« Hun slår ud med hænderne for igen at henvise til den beskidte, stenede bakke.
Hvorfor hun ikke er søgt dertil for at finde et job, er hun ikke i tvivl om: »De vil kun ansætte deres egne landsmænd,« siger hun.
Efterhånden som solen stiger højere på himlen, kryber grupperne af mennesker ind i skyggen fra de få træer og buske på den lille bakke.
»Det her sted er så ulækkert,« siger Esther og peger. En af de pakistanske unge mænd fra bakken har bevæget sig lidt væk fra sin gruppe. Tæt ved en busk sætter han sig på hug og tisser.
»Det lugter her. Og om natten er her myg og insekter. Jeg savner mit hjem i Cameroun. Der havde jeg et lille hus, med et lille køkken og et lille soveværelse,« siger hun og smiler lidt ved tanken.
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Måske ender jeg med at tage hjem til Cameroun igen,« siger hun.
Om aftenen er der gang i gaderne i Bodrum, og restauranterne summer af liv. Overalt i byen sælger små butikker bådture til turisterne. Også på strandpromenaden står en mand i en lille bod. Hans disk er formet som en båd, og bag ved ham på et lille fjernsyn kører en video af kvindelige turister, der danser rundt på dækket af et lille skib. Videoen starter forfra, hver gang den er slut. Et ungt par kigger nærmere på tilbuddene: »All inklusive Boat trip«, står der på én rejse. »Ferry to Cos« , står der på en anden.
Ganske anderledes er det for migranter og flygtninge, der vil købe en bådtur. Hvis de skal have garanti for at komme frem til Kos, må de betale mellem 6.000 og 9.000 kroner. For den pris får de en trang plads i en gummibåd med en lille el-motor. Sen aften og tidlig nat – mens Bodrum syder af turisternes natteliv – bliver i hundredvis af migranter og flygtninge fragtet ud af byen med taxa og bus. De køres til nærliggende strande – hvorfra de i ly af natten lægger gummibåde i vandet og sejler mod Grækenland. Èn af strandene hedder Ferneburnu og ligger omkring 20 kilometer fra Bodrums indre by. Her står 19-årige Muhammad, der er flygtet fra Aleppo i Syrien. Han ved lidt om de mennesker, der sælger bådturene. Han kalder dem forhandlere:
»Der findes forhandlere af mange nationaliteter: Irakere, tyrkere, pakistanere og syrere. Men dem, som styrer aktiviteterne på denne strand, er pakistanere,« forklarer han.
Han står ved siden af rækker af liggestole og parasoller i mørket. Ligesom mange andre har han ventet flere dage i Bodrum på at få en aftale i stand med en bådforhandler. Men her til morgen har han opgivet at komme afsted. Den gummibåd, han blev tilbudt, var så lille og propfyldt med mennesker, at det ikke var sikkert, vurderede han.
»Det er meget lille den båd, den dér. Oh, My God,« udbryder han, da han ser endnu en gummibåd sejle af sted med mange flere mennesker, end den ser ud til at kunne bære. Han har taget sin blå svømmevest af og knuger den mod sit bryst. Han trækker eftertænksomt på skuldrende.
»Jeg betalte 55 tyrkiske lira (Red. 125 kroner) for min redningsvest. Mit liv er 55 lira værd,« siger han.
Hans ønsker at komme til Kos – for at rejse videre til Tyskland, hvor hans far er.
»Min mor og søster kom legalt til Tyskland. Jeg prøvede også. Men jeg fik afslag. Min far har kæmpet alt, hvad han kunne for at få mig med,« forklarer Muhammad. »Men nu har jeg været alene i to måneder.«
Ligesom for mange af de andre migranter og flygtninge i Bodrum har han en idé om, at badebyen i Tyrkiet blot er begyndelsen på hans rejse.
»Jeg skal videre til Makedonien, Serbien, Ungarn og så til Østrig og Tyskland. Det er en lang tur,« konstaterer han.
Alle interviewede i reportagen optræder udelukkende med fornavn af hensyn til deres sikkerhed.