Et passagertog er søndag afsporet i det nordvestlige Tyrkiet omkring 100 kilometer vest for millionbyen Istanbul.
Ti personer er ifølge en regional sundhedsminister omkommet, og yderligere 73 er kommet til skade, skriver det tyrkiske medie Eha Medya.
Et jordskred nævnes som årsag til ulykken. Den lokale guvernør siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at kraftig regn førte til afsporingen.
Der var 362 passagerer med toget, da ulykken skete. En passager fortæller til CNN Türk, at han har set mange flere omkomne end ti, skriver Reuters.
Nyhedsbureauet Demirören rapporterer, at der er "mange døde og sårede".
Det fremgår af levende billeder fra Eha Medya, at mange udrykningskøretøjer henter kvæstede fra ulykkesstedet nær landsbyen Sarilar.
Fem togvogne kørte af sporet, rapporterer nyhedsbureauet Anadolu.
På tv-billeder fra området ses redningsfolk på vej til det forulykkede tog.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har modtaget oplysninger om hændelsen fra transportministeren og indenrigsministeren, og han har sendt kondolencer til ofrenes familier.
Det forlød tidligere via CNN Türk, at en sammenstyrtet bro skulle have forårsaget ulykken. Det er der ikke umiddelbart andre medier, der beretter om søndag aften.
/ritzau/Reuters