Læseværdige bøger er der kommet mange af i år.
Fra Henrik Kabells digtsamling »X« til Niall Fergusons tankevækkende »Civilisation. Vesten og resten«. Kvaliteten bøgerne tilfælles, i al deres forskellighed, men kan man også anskue årets boghøst på en anden måde? Er der litterære tendenser, der er tydeligere end andre?
Nu er enhver form for generalisering som bekendt også en simplificering, men så alligevel ... her kommer nogle bud på nogle genrer og måder, der, som jeg ser det, har gjort særligt meget væsen af sig i det seneste års tid.
Lad os begynde med det selvbiografiske, forklædt som roman. Lige inden sidste årsskifte udkom Jacob Skyggebjergs »Vor tids helt«, en barsk og forrygende velskrevet roman om - ham selv. Senere fik vi sådan noget som Maria Gerhardts bevægende kærligheds- og sygdomshistorie »Der bor Hollywoodstjerner på vejen« og tjekkisk-fødte Jonas Suchaneks fine »Do danska«. Egne liv som god litteratur. Helt enkelt.
At det også kan få konsekvenser i virkeligheden at skrive selvbiografiske romaner vidnede et par andre af årets udgivelser om: Louise Østergaards »ORD«, om hendes forhold til digteren Yahya Hassan, fik store personlige omkostninger for hende selv. Ken B. Rasmussens »Livet, det forbandede« dannede afsæt for den største medieskandale i nyere dansk historie.
Daniel Denciks »Anden person ental«, om en fars (Denciks) kamp for at få lov til at se sine børn, førte til heftige debatter om sandhedsværdien eller manglen på samme i et stykke autofiktion.
Uanset hvad er alle de nævnte titler eksempler på, at den selvbiografiske roman rummer mange muligheder, både for at skabe noget kunstnerisk vellykket og for at sætte verden i brand. Som litterær tendens er den en af de mere tydelige.
Det samme er lyrikken, ikke mindst den unge lyrik, som for tiden synes at trives bedre end i mange år. I 2014 fik vi Henrik Kabells »X«, Lea Marie Løppenthins »Nervernes adresse«, Theis Ørntofts »Digte 2014«, Signe Gjessings »Ud i det u-løse« og andre overbevisende skrifter, der i al deres unge forskellighed lover mere end almindeligt godt for poesiens danske fremtid.
At digtsamlinger så kun yderst sjældent bliver noget, der bare minder om bestsellere, gør så ikke så meget. Digte bliver ikke kun læst, de bliver også i stigende grad hørt læst. Publikum er dermed større end som så. Desuden er digte som bedst uundværlig sproglig grundforskning. De gør deres virkning. Også når de ikke gør så meget ydre væsen af sig.
Og så er der jo krimierne, de har altid været der, yes, men mon man ikke med navne som Jussi Adler-Olsen, Sissel-Jo Gazan, Jesper Stein, debutanten Thomas Rydahl m.fl. kan sige, at vi kvalitativt er inde i en særdeles god fase? Det tror jeg godt, man kan. Ganske tydeligt, endda.