Højt at flyve - og rigtigt dybt at falde. Efter en periode med bedre resultater ramte Caroline Wozniacki bunden, da hun i går spillede finale i Tournament of Champions i Bulgariens hovedstad, Sofia, mod russeren Nadia Petrova. Den 30-årige russer vandt 6-2, 6-1, og Caroline Wozniacki fik generelt ikke et ben til jorden, men danskeren spillede sandt for dyden heller ikke særlig godt. Den var faktisk gal fra start til slut med Caroline Wozniacki. Hun tabte første serveparti, men det er ikke usædvanligt for den tidligere verdens-etter, der ofte får en dårlig start for senere at slide modstanderen op. Det blev der bare ikke noget af i aftes, og det var nok engang offensiven, den var gal med hos 22-årige Wozniacki. I første sæt fik hun således 79 procent af samtlige førsteserver i spil, men det kneb gevaldigt med at følge op på dem, hvad sætcifrene 2-6 også viste med al ønskelig tydelighed.
Skade i venstre læg
Imellem de to sæt måtte Caroline Wozniacki have behandling for en skade i venstre læg, som lægen tapede op, og man kan sagtens forestille sig, at skaden fik en vis betydning for - om ikke udfaldet - så i hvert fald de voldsomme sejrscifre i russisk favør. For danskerens spil blev ikke bedre i andet sæt - tværtimod. Langt hen ad vejen kunne Nadia Petrova nøjes med at sætte boldene i spil og vente på, at Caroline Wozniacki enten slog dem i nettet eller ud af banen. Det lykkedes for Caroline Wozniacki at holde serv til 1-4, men da Nadia Petrova også holdt sin serv bagefter, var det tydeligt, at der var udsolgt hos selv den normalt meget udholdende danske fighter, som man også så smide ketcheren ved stillingen 0-30 i sidste serveparti. Resten var en formalitet for russeren, som er nummer 13 i verden og dermed kunne reducere til 2-4 i indbyrdes opgør mod Caroline Wozniacki.
For mange skuffelser
Caroline Wozniacki kan glæde sig over nok en gang at være kommet i finalen i sidste turnering i 2012, der rent tennismæssigt ikke går over i historien som danskerens bedste. Dertil har der været for mange skuffelser for Wozniacki, der indledte året som nummer 1 på verdensranglisten, men som nu blot er nummer 11. Det vil dog på grund af de fire sejre i turneringen i Bulgarien blive konverteret til formentlig en tiendeplads i dag. Caroline Wozniacki har som bekendt stoppet samarbejdet med den svenske træner, Thomas Johansson, og nu bliver det så op til Piotr Wozniacki og datter at forberede sig til den næste store turnering, som er Australian Open i januar.