Efter fem år i spidsen for TV 2s internetafdelinger flytter Gregers Wedell-Wedellsborg sin chefstol til Coop Danmark. Her skal han være direktør for en ny internetdivision for supermarkedskæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Fakta og Irma. Gregers Wedell-Wedellsborg træder ind i Coops koncernledelse og skal lede en stor satsning på nethandel, skriver TV2 i en pressemeddelelse.
Gregers Wedell-Wedellsborg tiltrådte på TV 2 1. juli 2007 og fratræder ved udgangen af august måned. Projektchef Laura Kragh er konstitueret som midlertidig afdelingschef for TV 2 Net Indhold.
Før jobbet på TV2 var Gregers Wedell-Wedellsborg chef for Berlingskes satsning på nye medier og var i den egenskab en af initiativtagerne til Business.dk. Tidligere var han direktør for Berlingske Nyhedsmagasin, strategichef for Berlingske-koncernen og konsulent i Accenture.
