Det er ikke mindst de stærke kvinder, der katapulterer »Game of Thrones« mod nye højder i dette tredje og hidtil stærkeste afsnit af syvende sæson. For de to rivaliserende dronninger, Cersei Lannister og Daenerys Stormborn, spiller fra hver sin trone hovedrollerne i det kompromisløse kammerspil, som gennem syv år har placeret serien på allerøverste hylde, når det gælder TV-underholdning. Og det utrolige er, at dette dystre spil stadig føles friskt.
Uden at afsløre selve handlingen, er dette et af seriens mere bemærkelsesværdige afsnit for både Cersei og Daenerys, der storspilles af henholdsvis Lena Headey og Emilia Clarke. Førstnævnte beviser på mørkeste vis, at en Lannister altid tilbagebetaler sin gæld.
I løbet af de velkomponerede scener blander hun de komplekse følelser, de dystre gerninger og sin sensualitet i en grad, så hendes rolle egenhændigt symboliserer »Game of Thrones« succes. For det er netop disse karakteristika, der får fantasyseriens fanbase til at vokse afsnit for afsnit.
Det interessante er, at også Daenerys rolle virkeligt kommer på spil i dette afsnit, hvor hun har sin første væsentlige audiens som nyankommen regent i Westeros. Eller sagt mere pompøst: Hvor is og ild endelig mødes. Det overrasker næppe nogen, at scener med Jon Snow er elektriske, men det imponerende er, at man som seer ikke aner, hvor man har dragedronningen i deres indledende udvekslinger. Dette understreger, at forfatter George R.R. Martins univers og ikke mindst de fiktive personer, der bor i det, altid vil være ikke blot mangefacetterede, men også uforudsigelige. Farlige for alle andre og ikke mindst sig selv.
Det er dog langtfra blot kvinderne, der dominerer »The Queen’s Justice«, som afsnittet passende hedder. Endelig folder Tyrion Lannister sig ud i nærværende sæson og lægger et metalag ned over serien, som vil fryde de mest inkarnerede fans af universet. Dialogerne fungerer nemlig ofte på flere planer, og mange af de indforståede jokes, som GoT-fans elsker, vækkes direkte til live i serien, som når Tyrion påpeger, at han ikke er lige så smuk som evigt melankolske Jon Snow, når han iført evighedsblikket står på spidsen af en klint og grubler over Westeros fremtid. Eller når han forklarer, at han var fuld på det meste af sin »lange og blodige vej« fra King’s Landing til sin position ved Daenerys højre hånd.
Danskerdrama i verdensklasse
Ægte elektricitet oplever vi også mellem seriens to danske stjerner, Pilou Asbæk og Nikolaj Coster-Waldau, der kæmper om retten til at være alfahan i King’s Landing. Dette understreger samtidig, at »Game of Thrones« langt hen ad vejen er kvindernes serie, for begge hanløver kæmper om løvindens gunst. Begge tjener dronning Cersei.
Én ting er, at kammerspillet fungerer fremragende. Noget andet er, at det er lykkedes seriens producere at skildre et par større slag om to vigtige slotte på original vis ved at akkompagnere simple krigsklip med en voice-over fra Tyrion Lannister. Hermed undgår vi den higen efter blodige klimakser i hvert tredje afsnit, der på godt og ondt har været en del af stort set samtlige sæsoner af serien indtil videre. Desuden er netop denne skildring meget tro mod Martins bøger, hvor kampe og større begivenheder ofte ikke opleves direkte, men blot formidles via andenhåndsberetninger.
Det eneste, der trækker ned i dette afsnit, er faktisk Brans plotlinje, der er lige vel kryptisk og fantasy-nørdet på den ufede facon. Som han selv siger to gange i dette afsnit om sin rolle i det store hele: »Det er svært at forklare«.