En anonym person sendte i går en ubehagelig mail til Patent- og Varemærkestyrelsen, hvori der stod, at styrelsen var blevet hacket. 17.000 brugere, der har oprettet en profil, er blevet berøvet deres emailadresser og koder, fortæller styrelsens direktør, Jesper Kongstad.
I beskeden var der vedhæftet et link til en hjemmeside, hvorpå der stod, at røveriet er lavet i sympati med demonstrationerne imod ACTA, der blev afholdt i weekenden i København. Anonymous er erklærede modstandere af ACTA, og derfor kan det formodes, at de står bag. Aktivistgruppen sagde tidligere på året i en Youtube-video, at de ville hacke myndigheder og offentliggøre e-mails og data i en lang række europæiske lande, heriblandt Danmark, for at afsløre korruption.
Jesper Kongstad bekræfter, at det ikke kun er Danmark, der er ramt af angreb.
- Det er kommet mig for øre, at vi ikke er det eneste land, som det her er sket i, så noget tyder på, at det hele er koordineret. Det for kunne det godt være Anonymous, fortæller direktøren, der dog ikke kan afsløre i hvilke lande af hensyn til sine kilder.
Hvis det er Anonymous, og aktionen derfor er politisk motiveret, kan de berøvede brugere muligvis føle sig en smule mere trygge, end hvis bagmændene har til hensigt at begå kriminalitet mod enkeltpersoner. Alligevel bør der ikke tages chancer.
Brugerne bør ændre koder
De mange mennesker, der har en profil hos Patent- og Varemærkestyrelsen, bør straks ændre deres koder, hvis de bruger den samme kode hos andre tjenester, anbefaler Jesper Kongstad.
- Da vi fandt ud af, at vi var blevet angrebet, sendte vi en mail rundt til samtlige brugere, og anbefalede dem til akut at udskifte deres kodeord, hvis de har brugt dem i andre systemer.
Sikkerhedsbristen er lukket
Patent- og Varestyrelsen har, ifølge Jesper Kongstad, lukket sikkerhedsbristen.
- Jeg kan ikke sige, hvad vi har gjort, men vi tager angrebet yderst alvorligt og har sat en lang række initiativer i gang. Vi genåbner systemerne i næste uge.
Dygtige hackere
Det er især bemærkelsesværdigt, at det er lige netop Patent- og Varemærkestyrelsen, der er blevet hacket, ifølge Jesper Kongstad.
- Styrelserne i Danmark har forskellige systemer, og denne styrelse er en af de sværeste at hacke i det statslige apparat, fordi vi har meget fortrolig data. Det var nok derfor, hackerne pralede med angrebet på deres hjemmeside.